Togtben 16 St. Thomas - St. Thomas

Virgin Islands øerne
St. Croix, den største af Virgin Islands øerne, som ligger ca. 60 km syd for St. Thomas, har bevaret mange danske kulturminder, især i den smukke arkitektur i byerne Christiansted og den noget mindre Frederiksted. Fra denne ø flød engang store rigdomme fra sukkerrørs-dyrkning og fabrikation af rom. I dag laves der stadig rom her, men industri har afløst sukkerdyrkning; et stort olieraffinaderi ligger her nu. Det skæmmer dog ikke den naturskønne ø, på størrelse med Møn, hvis terræn skifter fra høje bakker til flade marker og klimamæssigt fra ørkenklima i øst til en regnskov i vest. På nordkysten ligger den skønne Salt River nationalpark, et historisk natur-klenodie hvor Columbus i 1493 mødte en fjendtlig indianerstamme; danske udgravninger fandt senere spor af deres boldplads og andre værdifulde oldsager. En venlig befolkning fra mange nationer, et roligt tempo, afslappet livsstil og begejstring for danskere, kendetegner denne herlige ø. Den lille Buck Island ø i nordøst har et fantastisk koralrev og vidunderlige strande. I midten af 1700-tallet var Charlotte Amalie den tredje største by i Danmark efter København og Husum. Et imponerende initiativ er ved at indføre alle personer - sorte og hvide såvel som slaver og frie - der i den danske tid fra 1733 til 1917 levede på St. Croix i en database, som takket være dansk grundighed vil tillade slavernes efterkommere at kunne spore deres rødder helt tilbage til Afrika. Historien lever stadig på St. Croix!

Mere at vide: Lektor Henrik Jeppesen, Geografisk Institut, Københavns Institut, Tlf.: 35 32 25 33 eller henjep@geogr.ku.dk

Slavernes historie

Rigsarkivet i København rummer en fantastisk dokumentation fra danskernes tid i de gamle tropekolonier i Caribien; St. Croix, St. Thomas og St. John. Dokumenterne indeholder oplysninger om danskernes slavehandel i Afrika og den blomstrende forretning i Caribien med udvinding af sukker på plantager, hvor de importerede afrikanske slaver blev sat til det hårdeste arbejde.

Gennem de seneste år har flere historikerne arbejdet med at belyse de tidligere danske øers demografiske forhold, deres arkitektur og kortlægning. Desuden har historikeren Niklas Thode Jensen med sit Ph.d. studium forsøgt at belyse slavernes helbred på St.Croix. Det indebærer selvfølgelig en begrænsning, at de mange kilder er skrevet af europæere. Måske har de fravalgt kompromitterende hændelser og de dårligste forhold i form af underernæring, sygdomme, vold og mishandling. Detaljer, om hvad der virkelig er foregået, og hvordan de egentlige forhold har været for slaverne, kan kun de døde selv bevidne gennem antropologiske undersøgelser af deres skeletter.

Over hele verden er der i dag stor opmærksomhed på den uret, som mange afrikanere led under 1700-tallets slavehandel. Mange lande, herunder Danmark, tjente store summer gennem slavehandel og sukkerproduktion på De Vestindiske Øer og på de sortes arbejde. I stedet for at tie om denne tid har slavernes efterkommere på de tidligere danske besiddelser nu bedt os om at fokusere på vores fælles fortid – på godt og ondt. Det sker blandt andet ved, at lade slaverne selv komme til orde gennem kommende antropologiske skeletstudier. Når resultaterne kobles til den historiske viden, kan vi komme tættere på slavernes egen historie.  

Mere at vide: Lektor Pia Bennike, Panuminstituttet, Tlf.: 35 32 79 00 eller bennike@antrolab.ku.dk

samt http://www.surtsoedt.dk

Menneskets udvikling

Selv om de ældste humane skeletfund fra Danmark kun er ca. 10.000 år gamle og altså fra en tid, hvor nutidsmennesket, Homo sapiens, havde bredt sig over store dele af kloden, så er menneskets udviklingshistorie og udvikling alligevel et interessant aspekt for mange danskere. Både geologer (palæontologer) samt palæoantropologer, som har særligt kendskab til skeletfund, arbejder med emner om menneskets udvikling (jordlag/fauna:planter og dyr/skeletter).

Flere millioner gamle fossiler findes kun fra Afrika. De tilhører en anden slægt end os, Australopithecus. Fra taljen og opefter ligner de mest en chimpanse, men nedefter er de tilpasset oprejst gang. Først fra for ca. 1,8 mio. år siden findes fund udenfor Afrika, nemlig i Asien. De tilhører vores egen slægt, Homo, men en anden art, erectus. I Europa er de første fund knap 1 mio. år gamle, og de fleste af disse tilhører en art, Heidelbergensis, med et større hjernerumfang end erectus. De findes også i Afrika. Kun i Europa og Lilleasien var der Neanderthalere, som senere menes forsvundet.

Darwin var den første, der foreslog, hvordan en gradvis udvikling af mennesket kunne være foregået. Han mente, det var sket gennem en tilfældig naturlig variation og udvælgelse på samme måde, som han kunne påvise, at udviklingen var sket for mange dyrearters udvikling. Det var disse teorier, han skrev om i sin berømte bog, ”Arternes oprindelse”, med originaltitlen, ”The Origin of the Species”, fra 1859. I bogen nævnes mennesket kun med en enkelt sætning med følgende ord ”Lys vil blive kastet over menneskets oprindelse og historie”, men alligevel var der ingen tvivl om, hvilke konsekvenser de fremsatte teorier havde for menneskets afstamningshistorie. Darwins teorier kom til at betyde en revolution inden for biologien.

På Darwins tid fandtes der stort set ikke skeletfund fra fortidsmennesker til støtte for de fremlagte teorier. Der var ganske vist gjort nogle få og spredte fund, men de var enten blevet negligeret eller forkastet. Troen på menneskets skabelseshistorie og syndfloden var endnu stærk, og ingen kunne forestille sig, at der havde levet mennesker, som var ældre end syndefaldet, dvs. mere end 4.303 år gamle. Derfor var der mange, også inden for de videnskabelige kredse, som før Darwin publicerede sine teorier, pure afviste enhver mulighed for fund af fortidsmennesker.

Det er først med det stadig stigende antal skeletfund fra tidlige fortidsmennesker, som det efterhånden var vanskeligt at ignorere, at man fik vished om og beviser for, at en gradvis udvikling af mennesket vitterlig havde fundet sted. Disse fund har dermed kunnet bekræfte Darwins teorier fra midten af 1800-tallet.

Et nyt forskningsområde indenfor molekylærbiologien har føjet et spændende kapitel til studiet af menneskets afstamning og oprindelse, bl.a. gennem DNA- og protein-analyser. I de fleste tilfælde kan de molekylærbiologiske resultater bekræfte den viden om menneskets stamtræ, som fossilerne allerede har frembragt, i andre tilfælde kan usikre punkter blive belyst fra en ny vinkel, og endelig kan helt ny viden i visse tilfælde tilføjes. Som det er gældende for de fleste videnskaber, er det et væsentligt krav, at flest mulige uafhængige resultater peger i samme retning. Det har palæoantropologiens og palæontologiens mange nye redskaber, bl.a. de molekylærbiologiske analyser og dateringsmetoder, kunnet bidrage med.

Mere at vide: Lektor Pia Bennike, Panuminstituttet, Tlf.: 35 32 79 00 eller bennike@antrolab.ku.dk

samt http://www2.natmus.dk/saer/mislink/uvmateriale/index.htm

Side 17 af 19