Vinduer til verden

Galathea-forskerne vil på hele ekspeditionen formidle deres forskning gennem de deltagende formidlere fra medie- og undervisningsverdenen.

Vinduer til Verden formidler en del af den øvrige danske forskning, der foregår i de egne af kloden, som ekspeditionen passerer. Formidlingen vil foregå ved, at Dansk Ekspeditionsfond inviterer forskerne til at fortælle om deres forskning på stedet - eller hjemmefra via satellitforbindelse.

Klik ind på de enkelte etaper og læs mere om dansk forskning langs Galathea 3’s rute.

Yderligere oplysninger: Henrik Jeppesen, Dansk Ekspeditionsfond, tlf. 35 32 41 76.



Togtben 1 København – Tórshavn

Fiskerilaboratoriet på Færøerne

Fiskerilaboratoriet rådgiver i bæredygtig udnyttelse af de levende ressourcer i havet ved Færøerne og i de områder, hvor færøske fiskere har ret til at fiske. Til dette formål driver Laboratoriet omfattende undersøgelser af det marine miljø ved Færøerne – herunder oceanografiske udersøgelser, undersøgelser af fisk, fugle, plankton, benthos etc. Laboratoriet har sit eget forskningsfartøj, “Magnus Heinason”, der er udstyret til alle slags moderne havundersøgelser. Forskere fra Laboratoriet deltager i en lang række internationale projekter. Eksempler på dette er:

  • Udbredelse og bestands-estimering af de pelagiske fiskebestande af blåhvilling, sild og makrel i Nordøstatlanten og klimavariationernes indflydelse på disse
  • Udbredelse af koralbanker ved Færøerne
  • Langtidsovervågning af ind- og udstrømning af atlantisk vand fra Norskehavet
  • Udvikling af miljøvenlige fiskeredskaber.

Mere at vide: Professor, PhD. Dorete Bloch, Direktør for Færøernes Naturhistoriske Museum, Tlf.: +298 35 23 20 eller doreteb@ngs.fo, samt på fiskerilaboratoriets hjemmeside: www.frs.fo

Færøernes Naturhistoriske Museum

Færøernes Naturhistoriske Museum rådgiver i forhold omkring bæredygtig udnyttelse af de marine pattedyr ved Færøerne, landskabspleje og fredninger generelt - og især ved Vágar lufthavn - samt skadedyrsbekæmpelse og import af fremmede dyr. Museet administrerer desuden CITES-tilladelser, dispensation fra jagtloven og ringmærkningsaktiviteter og råderder råder i øvrigt over en Helgolandsfælde til undersøgelser af fugletræk og –forekomster. En statusrapport om biodiversitet udgives i 2006, en rødliste med højere planter og fugle er allerede udkommet, og en arts-databank er under udarbejdelse. Museets forskere arbejder i flere internationale projekter med emner som bl.a.: Klimaets og klimaforandringers indflydelse på flora, fauna og vegetationszoner, marine og terrestriske planters og dyrs udbredelse, økologi og biologi.

Mere at vide: Professor, PhD. Dorete Bloch, Direktør for Færøernes Naturhistoriske Museum, Tlf.: +298 35 23 20 eller doreteb@ngs.fo samt på museets hjemmeside: www.ngs.fo

Formidling om Færøernes forskningsindsats forestås af Dorete Bloch, Naturhistorisk Museum, og Havforskningsinstituttet i Tórshavn.



Togtben 2 Tórshavn – Narsarsuaq

Ikait

Submarine ikait-søjler i Ikkafjorden i det sydvestlige Grønland er det hidtil eneste kendte sted på Jorden, hvor der findes en naturlig, stabil økologisk niche med lave temperaturere (under 5° C) og høj surhedsgrad (over pH 10). Bjergarterne omkring den inderste del af Ikkafjorden består bl.a. af syenit og carbonatit, og når smeltevand passerer disse bjergarter, opnår det på grund af opløst carbonat og fosfat en surhedsgrad på over pH 10. Det stærkt alkalinske smeltevand pibler ud i Ikkafjorden som undersøiske kilder, og når kildevandet møder det kolde havvand, udfældes carbonaten som ikait.

Ikaitsøjlernes ugæstfrie indre med lav temperatur og høj surhedsgrad er hjemsted for en række organismer, som kun kan leve i dette ekstreme miljø. Det er især mikroorganismer, som er tilpasset dette miljø, men zoologiske og botaniske undersøgelser har tillige vist tilstedeværelse af sjældne dyr og alger inde i søjlerne. DNA-analyser har afsløret, at mindst 1/3 af de mikroorganismer, som er fundet i ikaitsøjlerne, repræsenterer helt nye arter og slægter. Laboratorieforsøg har desuden vist, at flere af mikroorganismerne producerer enzymer, som pga. deres tilpasning til det ekstreme miljø har store anvendelsespotentialer. For eksempel er enzymer, som er aktive ved lave temperaturer og høje surhedsgrader, særligt anvendelige i vaskepulver, og enzymer, som er kulde-aktive, kan med fordel bruges inden for levnedsmiddelindustrien.

Ikait-søjlerne er på én gang et robust økosystem og samtidig et truet miljø. På den ene side vokser søjlerne hurtigt op, hvis de knækker, idet de kan vokse med ca. ½ meter om året. Men på den anden side er denne unikke økologiske niche truet af den globale opvarmning. Laboratorieforsøg har nemlig vist, at ikait-mineralet disintegrerer ved temperaturer over 6º C. Hvis havtemperaturen stiger blot nogle få grader, vil søjlerne muligvis falde sammen, idet ikaitten omdannes til sand af calcit.

Mere at vide: Lektor Peter Stougaard, Institut for Økologi, Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, Tlf.: 35 28 26 09 eller psg@kvl.dk

Hvorfor forsvandt nordboerne fra Grønland?

Et af de fascinerende træk i Grønlands historie er Nordboernes relativt korte men intense bosætning i Grønland. Nordboerne, der var efterkommere efter norske og islandske vikingeslægter, kom til Grønland år 985, da Erik den Røde bosatte sig i Østerbygden på Brattalid i Sydvestgrønland. I de følgende 500 år førte nordboerne en brav kamp for at opretholde livet i den barske grønlandske natur.

Historisk kildemateriale om nordboerne kan ligge gemt mange steder - også på bunden af de grønlandske fjorde. Dette er baggrunden for de maringeologiske undersøgelser, der foretages på Galathea-ekspeditionen, som skal belyse klimaændringernes betydning i forhold til nordboernes historie i Sydvestgrønland. Historikere har mange forskellige teorier om, hvorfor nordboerne forsvandt fra Grønland i løbet af 1500-tallet. Måske fik et koldere klima dem til at opgive kampen mod den ugæstfrie natur. Måske opstod der konflikter med den eskimoiske befolkning – eller de blev drevet væk af sørøveri og kidnapning. Teorierne er mange, og ingen ved, hvilke årsager, der afsluttede nordboernes bosættelse i Grønland. Iskerneboringer på Grønlands indlandsis har allerede afsløret, at klimaet fra 1300-tallet forandrede sig, og at det frem til 1500-tallet blev stadig koldere. Men forholdene i fjordområderne, hvor nordboerne levede, kan have været noget anderledes end oppe på Indlandsisen. Derfor skal projektets undersøgelser af sedimentkerner fra fjordene i Sydvestgrønland forsøge at belyse udviklingen af de mere lokale naturgivne forhold, som herskede i fjordene, da nordboerne boede der.

Foreløbige resultater viser, at der skete en markant havstigning i den periode, nordboerne var i Grønland. Dette betød, at nordboernes hjemmemarker blev oversvømmet, hvorved de kom til at mangle vinterfoder til deres kreaturer.

Den sidste sikre information om nordboerne stammer fra De Islandske Sagaer, hvor der berettes om et stort bryllup i Hvalsø kirke i Sydvestgrønland i 1408. Derefter tier alle kilder om nordboernes videre skæbne.

Mere at vide: Seniorforsker Naja Mikkelsen, Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser (GEUS), Tlf.: 38 14 23 64 eller nm@geus.dk



Togtben 3 Narsarsuaq - Nuuk

I Nuuk vil Naturinstituttet orientere om den grønlandske forskningsindsats. Der vil blive organiseret et møde mellem Vædderen og Naturinstituttets forskningsskib Paamiut. I den forbindelse vil direktør Klaus Nygaard orientere om Naturinstituttets store økoprojekt.


Naturinstituttet i Nuuk

Naturinstituttet har især fokus på anvendt forskning i de levende ressourcer. De levende ressorurcer er Grønlands livline og spiller en fundamental rolle for samfundet både økonomisk og kulturelt. I tillæg til den anvendte forskning i instituttets to afdelinger (Fisk/rejer og Pattedyr/fugle) er der oprettet et Center for Marinøkologi og Klimaeffekter, som ledes af professor Søren Rysgaard. 

I forbindelse med Galathea-ekspeditionens anløb i Nuuk kan man besøge såvel Naturinstituttet som instituttets undersøgelsesskib Paamiut, som anløber Nuuk samtidig. Her vil man kunne følge arbejdet med f.eks. rejer og hellefisk. Rejen er et spændende og særpræget dyr - og indtægtskilde nummer ét i Grønland. Hellefiskens liv i dybhavet byder ligeledes på gode historier. 

Mange af de mere spektakulære undersøgelser foregår på andre tider og steder men kan studeres via filmklip og beretninger fra forskere. F.eks. optages p.t. flytælling af narhvaler og hvidhvaler på digitalvideo. Også arbejdet med satellitsporing af hvalros, klapmyds og andre arter er spændende at følge. Primo september vil der i Nuuk være en del pukkelhvaler. Her får pressen mulighed for at se en Naturinstitutforsker i aktion.

På samme tid optager rensdyr-jagten alle mennesker i Nuuk, og instituttets rensdyrforsker, Christine Cuyler, kan bidrage med viden om rensdyr/moskusokser, samt i øvrigt berette om forsknings-projektet Predicting caribou response to present and future climates, som er et samarbejde mellem forskere fra Canada, USA, Rusland, Finland og Grønland under CARMA ( CircumArctic Rangifer M onitoring & Assessment). Til dette projekt, som starter i begyndelsen af 2007, har Canada udviklet et program der kortlægger de vejr-forhold, som møder rensdyr udstyret med satellit-halsband. Rusland har udviklet et program som danner geografisk baserede energiforbrug hos samme dyr i samarbejde med Alaskas information om NDVI- og SWE-data. Igen fra Canada er der modellering som vil følge rensdyrenes kropskondition og oversætte dette i formerings- og overlevelsesevner. For at kunne validere projektet skal to vildren-bestande, en i Grønland og en i Rusland, samt en tam-ren-bestand fra Finland, udstyres med GPS/video-halsbånd.

Mere at vide:Direktør Klaus Nygaard, Naturinstituttet, , informationsmedarbejder Emma Kristensen, Tlf.: +299 36 12 00 eller , fo rsker Christine Cuyler (rensdyr, moskusokser), , afdelingschef Lars Witting (Pattedyr og fugle), , afdelingschef Helle Siegstad (Fisk, rejer, krabber), eller Naturinstituttets hjemmeside

Sisiumut: Arktisk Station, der ligger ved Disko, råder over forskningsskibet Porsild, som møder Vædderen 2. september. I den forbindelse orienteres om arbejdet på Arktisk Station, som har 100 års jubilæum i 2006.


MarinBasis-Nuuk

MarinBasis-Vest bidrager til en øget forståelse af sammenhænge mellem fysiske parametre som klima, sne- og havisforhold, ferskvandstilførsel, saltholdighed, temperatur- og strømforhold og biologiske forhold som primærproduktion, græsning, nedbrydning, fødekædestruktur og artssammensætning.

Målet med det marine overvågningsprogram MarinBasis-Nuuk er at etablere lange stabile måleserier af nøgleparametre. Data-serierne kan afklare, hvordan klimaforandringer påvirker udbredelse, sammensætning og produktion hos marine planter og dyr i det arktiske område. Implementeringen af MarinBasis-Nuuk vil, udover at forbedre data-grundlaget for koblingen mellem Grønlands øst- og vestkyst, udgøre et vigtigt fundament for kommende forskningsprojekter i området og derved støtte op om ”Ecogreen”-konceptet, som skal etablere et videnskabeligt grundlag for en langsigtet, økosystembaseret forvaltning af de grønlandske farvande.

Fokus på undersøgelserne vil være sæsonmæssige undersøgelser på hovedstation 1 (64°07’N, 51°53’W - 350 m vanddybde) i Nuuk Fjord, med et årlig transekt udover Fyllas Banke i forårsperioden, hvor opblomstringen af plankton foregår. Stationsvalget er foretaget på baggrund af en lang række historiske hydrografiske måleserier samt prøvetagning i forbindelse med en række togter fra GN. Følgende parametre vil blive målt: Atmosfære, havis, vandfase, havbund, fugle og havpattedyr.

En detaljeret forståelse for reguleringen af de lavere fødekædeled er en forudsætning for at kunne forudsige klimarelaterede ændringer i fødegrundlaget for bunddyr, krebsdyr, fisk, havfugle og større havpattedyr. De vestgrønlandske marine økosystemer er i dag yderst produktive og danner grundlaget for et omfattende fiskeri, der udgør 95% af Grønlands totale eksport og en væsentlig del af livsgrundlaget for den lokale fangerbefolkning. Dertil kommer, at store mængder sæler og hvaler søger føde i området om sommeren, og at millioner af havfugle fra hele Nordatlanten har deres overvintringshabitat i de isfrie områder i Vestgrønland. Ændres klimaet og havstrømmene, kan det derfor få store konsekvenser for de marine vestgrønlandske økosystemer og for det grønlandske samfund.

Mere at vide: Professor Søren Rysgaard Tlf.: 89 20 14 32 / +299 36 12 00 eller


Ishavets kæmpe: Grønlandshvalen

Grønlands Naturinstitut laver videnskabelige vurderinger over bæredygtig udnyttelse af naturlige ressourcer i Grønland. Dette arbejde suppleres ofte med eksternt finansierede projekter med et bredere videnskabeligt formål. Naturinstituttet benytter i stor stil satellit-teknologi for at opnå en dybere forståelse af dyrenes vandringer mv.

Over en årrække har Naturinstituttet kortlagt vandringen og dykkeadfærden hos ishavets kæmpe – grønlandshvalen. Dette har blandt andet påvist, at de grønlandshvaler, der findes i Disko Bugten om foråret, vandrer langt ind i canadisk område om sommeren og efteråret, samt at hvalerne ofte forekommer i grupper, der er opdelt efter køn og alder. Hvalerne bruges endvidere som platforme, der indhenter oceanografiske data fra de ellers svært tilgængelige isdækkede havområder.

Mere at vide: Seniorforsker Mads Peter Heide-Jørgensen, Tlf.:(+45) 3288 0100 eller


Storhvaler er til lyd

De store bardehvaler laver lavfrekvente lyde, men det er uvist hvordan lydene bruges i kommunikation, navigation og lokalisering af byttedyr som lodde og skaldyr. Ved at optage lyde fra hvaler og lodde samt mærke hvaler med dybde- og lydsensorer, søger et nyt PhD-studie ved Naturinstituttet at afdække pukkelhvalernes brug af lyd. Studiet skal herudover belyse pukkelhvalens rolle i det marine økosystem i Godthåbsfjorden, og det er koblet på et akustisk moniteringsprojekt ved University of Washington, Universitet i Seattle, hvor undervandsoptagelser af lyd skal skabe et billede af trafikken og udbredelsen af storhvaler på tværs af Davis Strædet.

Mere at vide: Forsker Malene Simon, Projektforsker og Ph.d. studerende på hvaler ved Afdelingen for pattedyr og fugle, Grønlands Naturinstitut, Tlf.: (+299) -361250 eller


Sæler henter data om havstrømme

Naturinstituttet mærker sæler for at forstå deres vandring og dykkeadfærd. Overraskende har det vist sig, at klapmydser dykker ned på mere end 1300 meters dybde, og at de næsten konstant opholder sig på grænsen mellem det kolde polarvand og det varme atlantiske vand. Sælernes dybe dyk henter derfor værdifulde data omkring polarstrømmens udbredelse; data der ellers er meget svære og dyre at indsamle. Et projekt, der startede for at afdække klapmydsernes vandring og dykke-adfærd, skal i de kommende år hjælpe os til en bedre forståelse af de polare havstrømme.

Mere at vide: Forsker Aqqalu Rosing-Asvid, Tlf.: (+299) 36 12 47 eller


Den dykkende konge

Man hører ofte, at bestandene af havfugle i Grønland er faldet drastisk, men den lille søkonge, der ikke er meget større end en stær, findes stadig i stort antal. Det nordlige Grønland huser kolonier med hundredtusindvis af fugle på små arealer, og samlet yngler mere end 40 millioner søkonger i Grønland.

Som de første i verden anvendte Naturinstituttet i 2004 dataloggere på små havfugle som søkongen. Dette gav en helt ny forståelse af søkongens dykkeadfærd i tid og rum. Søkongens højt specialiserede føde gør, at dens yngleudbredelse sandsynligvis vil påvirkes, hvis strømforhold og isdækket ændres i fremtiden.

Mere at vide: Forsker Carsten Egevang, Tlf.: (+299) 361200 eller


Fugle flyver til Grønland for at overvintre

Det kan lyde mærkeligt, men mange havfugle flyver faktisk til Grønland for at overvintre. I Sydvestgrønland finder de åbent vand og masser af føde, og for ynglefugle i Canada er det den korteste vej til åbent vand. Siden 1999 har satellitsporing kortlagt edderfuglenes trækveje mellem Canada og Grønland. Der er stor variation i ruter og timing, men fuglene vender ofte tilbage til de samme områder hver vinter. Her kan de dog risikere at få vendt op og ned på døgnet, da de nogle steder må finde føden om natten for at undgå at ende på spisesedlen hos de lokale havørne.

Mere at vide: Forsker Flemming Merkel, Tlf.: (+45) 4630 1933 eller Følg vandringen på


Rensdyr og klima

Et internationalt samarbejde mellem forskere fra Grønland, Canada, USA, Rusland og Finland tilstræber en øget forståelse af klimaets betydning for rensdyr. Canada vil kortlægge vejr-forholdene omkring rensdyr udstyret med satellit-halsbånd, mens Rusland ønsker at bestemme det geografisk baserede energiforbrug. Modellering skal derefter udvikle et virtuelt rensdyr for at følge dyrenes kropskondition og oversætte dette i formerings- og overlevelsesevner. Projektet skal valideres på to vildren-bestande, én i Grønland og én i Rusland, samt en tam-ren-bestand fra Finland.

Mere at vide: Forsker Christine Cuyler, Tlf. (+299) 361200 eller, ChCu@natur.gl


Hvorfor er vi til?

Teoretiske studier gennem det sidste tiår har vist, at de matematiske modeller, der bruges til vurdering af bæredygtighed, udspringer af biologiske love, der kan beskrive udviklingen fra livets opståen til de komplekse organismer, der findes på Jorden i dag. I modsætning til ”traditionel” Darwinisme – hvor der ikke er nogen overordnet retning på den biologiske udvikling – viser de nye modeller, at vi i stedet kan forvente, at komplekse organismer udvikler sig nærmest automatisk, når liv opstår på molekylært niveau i favorable miljøer. Stor kropstørrelse, kønnet reproduktion og kompleks adfærd, som det blandt andet ses hos pattedyr, kan tilsyneladende kun opstå og vedligeholdes af naturlig selektion, fordi nogle individer tilegner sig ressourcer på bekostning af andre individer.

Mere at vide: Seniorforsker Lars Witting, Tlf.: (+299 ) 361200 eller


Arktisk Station fylder 100 år

Arktisk Station i Qeqertarsuaq (69° 15 N, 53° 34 W) ligger på sydsiden af øen Disko i den ydre del af Disko Bugten. Det er netop her - på grænsen mellem det lavarktiske og det højarktiske område - naturmiljøet udviser den største variation.

Arktisk Station danner ramme om forskning og undervisning på universitetsniveau inden for fagene botanik, zoologi, geografi og geologi. Helårsforskning er højt prioriteret, hvorfor både den tekniske og videnskabelige leder bor på stationen hele året, så forholdene også kan studeres under ekstreme vintersituationer. Om sommeren fungerer Arktisk Station desuden som base for diverse videnskabelige ekspeditioner i Disko Bugt området. Kutteren Porsild må i disse perioder næsten sejle i døgndrift, da den fungerer både som rejse- og forskningsfartøj.

Om sommeren gennemføres undervisning for universitetsstuderende, Grønlands skolevæsen, Folkeuniversitetet og andre naturvidenskabelige feltkurser, og om vinteren afholdes kurser tilknyttet Hjemmestyret eller kommunen. Endelig er stationen i de senere år blevet åbnet for afholdelse af internationale kurser og workshops.

Arktisk Station blev grundlagt af Morten P. Porsild, der som leder af en ekspedition til Disko i 1902 fik ideen - og siden indsamlede midler - til oprettelsen en naturvidenskabelig station i Grønland. I 1906 kom Porsild til Queqertarsuaq, hvor han sammen med byens fangere udpegede det sted, hvor stationen skulle ligge - lidt øst for hvalfangerbyen Godhavn. Området var byens gamle åndemanersted, Angakugsarfik, hvor en ensvarm kilde løber ned fra Østerlien i en lagune. Her skulle videnskaben nu tage over. Verdens ældste arktiske helårsstation, Arktisk Station, tilhører Det Naturvidenskabelige Fakultet, som fejrer 100-årsdagen den 4. august 2006 med udgivelse af et pragtværk om stationens historie.

Mere at vide: Professor, PhD Reinhardt Møbjerg Kristensen, Zoologisk Museum, Tlf.: 35 32 11 18 eller rmkristensen@snm.ku.dk


Dansk fund af tre nye dyrerækker

I begyndelsen af det 20. århundrede var der beskrevet 32 dyrerækker. Ved udgangen af århundredet kendte man yderligere fire rækker, hvoraf den danske professor, PhD Reinhardt Møbjerg Kristensen, Zoologisk Museum, stod for beskrivelsen af de tre, nemlig korsetdyrene, ringbærerne og kæbedyrene.

Hver gang biologer finder en ny og ikke udforsket biotop, såsom de vulkanske hydrotermiske væld i dybhavet eller marine huler, er helt nye former for liv blevet fundet og beskrevet. Eksempler på sådanne fantastiske opdagelser er den bizarre op til meterlange vældorm (Riftia) uden tarm, eller hulekrebsdyrene, der tilhører klassen Remipedia - de ligner tusindben, der svømmer med bugen opad. Ikke desto mindre kan zoologerne, når den første begejstring har lagt sig, normalt klassificere de nye arter i en af de 35 basis-grundplaner af dyr, vi kalder for dyrerækker eller phyla. Det vil sige, at de i det taksonomiske hierarki – fra arten til riget – tilhører den højeste kategori inden for dyreriget.

Dyreriget tæller i dag over en million beskrevne arter, og formentlig er dette kun en brøkdel af det reelle antal. Det er en uoverkommelig opgave at overskue så stort et antal organismer - derfor satte den svenske naturhistoriker Carl von Linné sig for over 250 år siden det mål at skabe et system, hvorefter man kunne fordele arterne på seks niveauer: række - klasse - orden - familie - slægt – art. Arten står lavest og er typisk defineret ved den reproduktive barriere: to individer tilhører den samme art, hvis de sammen kan få frugtbart afkom, fx mennesker.

Øverst i hierarkiet findes rækken som den helt overordnede kategori inden for dyreriget, og kun uhyre sjældent sker det, at videnskaben opdager noget helt unikt, som ikke passer ind i nogen af de eksisterende grupper. De fire rækker, som er fundet og beskrevet inden for de sidste hundrede år, er da også alle mikroskopiske dyr.


Mere at vide:
Professor, PhD Reinhardt Møbjerg Kristensen, Zoologisk Museum, Tlf.: 35 32 11 18 eller rmkristensen@snm.ku.dk


Spor af liv for 3,8 mia. år siden

Grønland rummer bjergarter, dannet så langt tilbage i tiden, at månen endnu var under konstruktion. Disse bjergarter kan give et glimt af de begivenheder, der førte til landenes og havenes dannelse og forklare, hvorfor Jorden er livets eneste oase i vort solsystem. Jordskorpen under oceanerne er geologisk set ganske ung. Her findes bjergarter med aldre, der strækker sig fra nutiden og 200 millioner år tilbage.

Ved Isua helt oppe ved grænsen til Indlandsisen har danske forskere fundet forekomster af jernmalm af en type, der findes i Jordens ældste områder, og i 1973 blev jernmalmen dateret til mere end 3,7 mia. år.

Midt i 1990-erne blev det klart, at en lille blotning på nogle få kvadratmeter skilte sig ud, dels ved at bjergarterne er relativt uforstyrrede af senere processer, og dels ved at de er af en type, som kunne give værdifuld viden. Fra studierne af Isua ved man nu, at der var vand på Jordens overflade for ca. 3,8 mia. år siden, og at livet florerede i havet. Man kan også se, at der må have været nogle meget avancerede livsformer, som har været i stand til at kolonisere oceanerne og leve som plankton med sollyset som energikilde. Det er epokegørende, at man hermed har påvist, at livet havde taget kontrol over Jordens klima allerede for ca. 3,8 mia. år siden til forskel for de 3,5 mia. år, livet tidligere havde på sin fødselsattest.

Mere at vide: Professor Minik Rosing, Geologisk Museum, Tlf.: 35 32 23 68.


Iskerne-boringer i Indlandsisen

Isboringerne i den grønlandske Indlandsis fortæller om fortidens meget voldsomme klimaforandringer og gør det muligt at følge udviklingen af temperatur, nedbør, forurening og også naturlig udvikling af bl.a. støv og halvsalt i atmosfæren år for år. Dermed sætter iskernerne forskerne i stand til at sige noget om fremtiden og fx sætte debatten om udledningen af drivhusgasser i perspektiv.  

Såvel boreinstrumenter som teknik er hovedsageligt dansk udviklet og benyttes i dag af internationale forskere, også i Antarktis. I det seneste projekt, NGRIP, er man ved 75 N, 42 V, 2920 m o.h. nået 3090 meter ned til midten af forrige mellemistid, dvs. til Eem-perioden for 125.000 år siden. En boring tager typisk 3-4 sommerperioder fra maj til august, hvor der er midnatsol, herefter er det for mørkt og koldt både for mennesker og for det tekniske udstyr –under ÷35°. 

Indlandsisen har bevaret sin overordnede form i mange tusinde år, men er ved at blive smallere og tykkere. De hurtige gletschere, bl.a. ved Jakobshavn, er som følge af klimaændringer inden for de seneste 10-20 år begyndt at strømme hurtigere og trække sig tilbage ved randen, mens selve Indlandsisen vokser i tykkelse i midten. Om Indlandsisen skrumper eller vokser er endnu uklart, under alle omstændigheder vil en total afsmeltning ikke kunne ske de første flere tusinde år. På sit bredeste sted er Indlandsisen 1000 km. og på det længste 2500 km. I alt indeholder Indlandsisen 7% af verdens beholdning af ferskvand mod Antarktis’ 70%. 

Mere at vide: Professor Dorthe Dahl-Jensen og lektor Jørgen Peder Steffensen, Is og Klimagruppen ved Niels Bohr Instituttet, Tlf.: 35 31 05 57. www.iskerner.dk


Havisens betydning

Formålet med projektet, som kører fra 2005-2007 og er et samarbejde mellem Grønlands Naturinstitut, Danmarks Miljøundersøgelser og Marinbiologisk Laboratorium, Københavns Universitet, er at undersøge mekanismen og betydningen af havis for transport af gasser fra atmosfæren ned i havet.

I den forbindelse er der især fokus på ilt og drivhusgassen kuldioxid. Dannelsen af havis spiller tilsyneladende en vigtig rolle for transporten af kuldioxid ned i havet. De første målinger tyder på, at dannelsen af havis ved Nordøstgrønland og det nordlige Canada resulterer i udskillelse af store mængder opløst uorganisk kulstof, der sammen med højsalint vand synker ned mod havets bund. Den efterfølgende smeltning af havis om foråret og sommeren forøger optaget af kuldioxid fra atmosfæren, idet smeltevandet er undermættet mht. kuldioxid. Da denne transportproces er afhængig af dannelsen af havis, vil en formindskelse af havisens udbredelse i fremtiden muligvis medføre en nedsat transport af kuldioxid fra atmosfæren til dybhavet.

En anden del af projektet går ud på at undersøge, hvorledes de fysiske transportprocesser påvirker fordelingen af andre opløste stoffer som f.eks. ilt og næringssalte, og hvordan disse forhold spiller ind på den mikrobielle aktivitet i området. Selvom temperaturen i havis kan nå ned under minus 20-30°C om vinteren, indeholder den stadig lommer med flydende højsalint vand, hvor mikroorganismer trives. Undersøgelserne tyder desuden på, at mikroorganismerne i havisen, udover at skulle tåle meget lave temperaturer og høje saltkoncentrationer, også skal kunne klare meget variable iltforhold. På grund af dynamisk transportforhold i isen og relativ høj mikrobiel aktivitet i disse lommer opstår der på nogle tider af året helt iltfrie forhold i dele af havisen.

Mere at vide: Professor Søren Rysgaard, Tlf.: +299 36 12 00 eller,  sgaard@natur.gl


GeoArk 2005 Ekspeditionen

Indtrykket af Nordøstgrønland som ødemark, der kun aflægges kortvarige besøg og i dag alene rummer vejrstationer og Siriuspatruljens hytter, er en myte. Ødemarken er et rigt kulturlandskab, der i mange omgange har været befolket, og det er ikke gået sporløst hen over landskab og ressourcer.

For 4.500 år siden og et par årtusinder frem var Nordøstgrønland stenaldereskimoernes jagtmark. Senere - fra omkring år 1.400 e. Kr. til første halvdel af 1800-tallet – beboede Thule-kulturens inuitter området, og da de forsvandt, blev Nordøstgrønland scenen for talrige polar-ekspeditioner, fangstmænd og eventyrere, militærenheder, modstandsfolk, meteorologer, mineselskaber, videnskabsmænd - og slædepatruljen Sirius.

Det er arkæologens og geografens opgave at finde og fortolke alle disse spor efter mennesker i landskabet, som her i det klimafølsomme, nordatlantiske område altid har været i hastig forandring, og dermed skrive ’ødemarkens’ ofte dramatiske kultur- og naturhistorie.

GeoArk 2005-ekspeditionen er et samarbejde mellem Det Kongelige Danske Geografiske Selskab, Grønlands Nationalmuseum & Arkiv, Nationalmuseet i Danmark og Geografisk Institut ved Københavns Universitet, som sammen vil bidrage til en forståelse af områdets kultur- og naturhistorie.

De geografiske og arkæologiske data fra forundersøgelserne på GeoArk 2003 og 2005-ekspeditionerne er nu under bearbejdning. Det er målet på denne baggrund at planlægge et større grønlandsk/dansk forskningsprojekt i Nordøstgrønland, som skal se på sammenhængene mellem bopladsernes placering og historie, kystdannelserne, de skiftende isforhold og klimaudviklingen og søge at svare på, hvad der ligger bag de forhistoriske kulturers indvandringer til Nordøstgrønland og – ikke mindst – deres forsvinden.

Mere at vide: Lektor Bjarne Holm Jakobsen, Geografisk Institut ved Københavns Universitet, bhj@geogr.ku.dk og Centerleder Bjarne Grønnow, Nationalmuseets Center for Grønlandsforskning bjarne.groennow@natmus.dk


LongTerm i det nordligste Grønland

Alarmerende meldinger om klimaforandringer i det Arktiske Ocean optager megen plads i den videnskabelige litteratur og er ofte forsidestof i medierne. Meldingerne bygger på satellit-overvågning og atomubåds-observationer indenfor de sidste 30 år, mens vi mangler et overblik over den ”naturlige” variation for så vigtige faktorer som havis-dækkets udbredelse, varighed og indvirkning på store iskapper på land og kontinentalsoklen. Nordgrønlands kyster er verdens nordligste landjord og et af de få områder, der stadig grænser mod et permanent islagt Arktisk Ocean. Det er også på grund af sin utilgængelighed et af verdens mindst udforskede områder.

I sommeren 2006 drager den geologiske ekspedition LongTerm, finansieret af Forskningsrådet for Natur og Univers, afsted til Peary Land i det nordligste Grønland. Ekspeditionen ledes af lektor ved Geologisk Museum, Svend Funder, og omfatter en undersøgelse af kystområderne og deres ”geologiske arkiv”, der rækker mere end 100.000 år tilbage i tiden. Hidtidige oplysninger viser, at både havisdækket og gletscherne har været underkastet store forandringer i dette tidsrum. Spredte observationer gjort under slæderejser viser, at kysten har været beboet eller i det mindste gennemrejst af mennesker, de såkaldte palæoeskimoer, så langt tilbage som for 4.500 år siden.

LongTerm sigter mod at undersøge forholdet mellem klima, havisdække og gletscherudbredelse ved kortlægning, rekonstruktion og undersøgelse af eksisterende gletschere og tidligere store iskapper, fulgt op af satellitbillede-analyser, 3-D visualisering og gletscher-modellering. Havisdækkets variationer belyses gennem opsamling af data fra boringer og seismiske undersøgelser fra isen på Independence Fjorden, boring i søer i kystområdet, samt analyse af havaflejringer og datering af drivtømmer, der kommer fra den anden side af Det Arktiske Ocean.

Endelig vil arkæologen, direktør Claus Andreassen fra Grønlands Nationalmuseum og professor Eske Willerslev fra Niels Bohr Instituttet undersøge bopladser fra Independence I kulturen og samle prøver fra permafrosten til DNA-analyse i et forsøg på at finde menneskeligt DNA. Independence I er arkæologernes betegnelse for de første mennesker i de højarktiske områder, som for 4.500 år siden kom fra Canada til det nordligste Grønland. Hidtil er det kun deres redskaber og stensætninger, der er fundet. Der er aldrig fundet knogler, som kan fortælle om, hvor kulturen oprindelig kom fra, og om den evt. var beslægtet med Amerikas indianere. Som noget nyt vil geologen dr. Henriette Linge fra Bjerknes Centret, Bergen, prøve at datere stenredskaber og sten fra ildstederne ved den såkaldte ”exposure dateringsmetode”, hvor det måles, hvor længe stenene har været udsat for kosmisk stråling.

Mere at vide: Ekspeditionsleder lektor Svend Funder, Geologisk Museum, Tlf.: 35 32 23 45.

 

Natur og mennesker i Arktis påvirket af langtransporteret forurening

Gennem de seneste to årtier er der udført en række undersøgelser af forekomsten af forurenende stoffer i det arktiske område. Det er sket gennem overvågningsprogrammet AMAP (Arctic Monitoring and Assessment Programme), der udføres som led i samarbejdet mellem de arktiske lande i Arktisk Råd.

Undersøgelserne viser, at det arktiske miljø indeholder lave koncentrationer af forurenende stoffer sammenlignet med tæt befolkede områder i Europa, Nordamerika og Asien. Alligevel har dele af befolkningen i Arktis i nogle tilfælde så høje værdier af nogle af disse stoffer, at det kan påvirke deres helbred. Årsagen er, at stofferne optages af planter og dyr nederst i fødenettet og ophobes op gennem fødekæderne. De dyr, som er øverst i fødekæderne har derfor høje koncentrationer af de forurenende stoffer i kroppen. Det er bl.a. tilfældet for nogle hval- og fuglearter samt for sæler og isbjørne.

Disse dyr har stor betydning som fødeemner for dele af befolkningerne i det arktiske område. Personer, som jævnligt spiser lokale fødeemner, indtager derfor en langt større mængde af forurenende stoffer end personer, som primært spiser importerede fødevarer.  Og høje koncentrationer af forurenende stoffer øger risikoen for at helbredet bliver påvirket. Nogle af de højeste niveauer af forurenende stoffer i det arktiske område findes blandt befolkningsgrupper i Grønland.

AMAP-fig-5-5.gif

Figuren viser koncentrationen af PCB i blod hos befolkninger i Arktis.

Stoffer som kviksølv og bly kan påvirke udviklingen af nerve­syste­met, og et stof som PCB påvirker kroppens evne til at bekæmpe infektioner. Fostre og børn er særligt udsat. De er mere følsomme over for påvirkningerne af de forurenende stoffer end voksne. I fosterstadiet optager barnet PCB og tungmetaller fra moderens blod. Efter fødslen overføres de forurenende stoffer fra moderen til barnet, så længe hun ammer barnet.

Den lokale arktiske kost er også rig på fedtstoffer, proteiner, vitaminer og mineraler, som er gavnlige for helbredet. I nogle tilfælde må den lokale kost betragtes som mere sund end nogle af de importerede fødevarer, som er grunden til at nogle mennesker bliver overvægtige og udvikler sukkersyge. Dertil kommer at den lokale kost er en naturlig del af den arktiske kultur, af det at bo i Arktis, og det at udnytte naturens ressourcer.

Det er imidlertid muligt at bevare lokale fødevarer og deres gode egenskaber som en væsentlig del af kosten og samtidigt begrænse indtaget af forurenende stoffer. Det kan man gøre ved at spise mindre af eller helt undgå de dele af dyrene, som indeholder de forurenende stoffer.

Størstedelen af de forurenende stoffer i miljøet stammer fra menneskers brug af dem i industri, husholdning, ved produktion af energi, ved transport og ved affaldsforbrænding. Forureningen i Arktis stammer især fra Europa, Nordamerika og Asien. Derfra føres de forurenende stoffer med luft- og havstrømme til Arktis. Der bliver også udledt forurenende stoffer til miljøet lokalt i de arktiske områder, men de betyder i de fleste tilfælde meget mindre for miljøet end den forurening, som kommer fra fjerne områder. En effektiv indsats over for forureningen kræver derfor en international indsats, som bl.a. finder sted i FN og EU.

Mere viden om: Læge Gert Mulvad, Lægeklinikken i Nuuk, tlf. +299 344000, gm@gh.gl, læge Henning Sloth Petersen, Lægeklinikken i Nuuk, tlf. +299 344000, hsp@gh.gl, seniorforsker Poul Johansen, Danmarks Miljøundersøgelser, tlf. +45 4630 1936, poj@dmu.dk

 

Zackenberg Forskningsstation i Nordøstgrønland
Da de menneskeskabte klimaændringer kom på den verdenspolitiske dagsorden sidst i 1980erne stod det klart, at der var et meget stort hul i Grønlands og dermed Danmarks overvågning af udviklingen i natur og økosystemer, nemlig hele den højarktiske del af Grønland. Det er hele Nord- og Nordøstgrønland, hvor der kun ligger en lille håndfuld vejr- og militærstationer.

 

Oprettelsen af en forskningsstation i Nordøstgrønland blev derfor en højt prioriteret opgave for det dengang nyoprettede Dansk Polarcenter, og valget faldt på Zackenberg nær Slædepatruljen Sirius’ base i Daneborg. Her fandtes praktisk taget alle de naturformer samt plante- og dyrearter, som kendetegner Højarktis, og her var der mulighed for at etablere en lille landingsbane ved en forskningsstation centralt placeret i dalen.

Opførelsen af stationen blev påbegyndt i 1995, og siden har et omfattende program for overvågning og forskning i effekterne af klimaændringer været udført primært af Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) og Københavns Universitet. Overvågningen foregår i fire programmer:

  1. et klimaprogram, som registrerer alle de normale klimaparametre samt ind- og udgående stråling,
  2. et naturgeografisk program, som dækker processerne i landskabet lige fra sedimenttransport i elvene til udvekslingen af kuldioxid mellem tundraen og atmosfæren,
  3. et biologisk program, der dækker alt fra planternes blomstring til moskusoksernes kalveproduktion, og
  4. et marint program, som dækker hele de marine økosystem.

Arktis defineres oftest som landet nord for trægrænsen, dvs. tundraen, som har en middeltemperatur på under +10-12ºC for den varmeste måned. Arktis deles så igen op i en lavarktisk del, hvor der er frodigt med buske på op til en halv meters højde, og en højarktisk del, hvor middeltemperaturen er under +5-6 ºC for den varmeste måned, og hvor vegetationen ikke bliver mere end 5-10 cm høj.

Det er her i den højarktiske del, at de største effekter af de menneskeskabte klimaforandringer kan forventes. Højarktis har nemlig en stærkt begrænset udbredelse, klemt inde som det er mellem den udstrakte lavarktiske zone mod syd og Polarishavet mod nord, så Højarktis ikke bare kan ”flytte nordpå” efterhånden som klimaforandringerne slår igennem. Klimamodellernes beregninger viser således, at langt det meste af Højarktisk risikerer at forsvinde, og sammenlagt kan det forventes at omkring halvdelen af Arktis vil gro til med træer og buske og således ikke længere være tundra. Hermed får de arktiske arter af planter og dyr reduceret deres levesteder ganske betydeligt, og en række arter risikerer helt at forsvinde.

Mere at vide: Logistikchef Morten Rasch, Københavns Universitet, tlf. 72488110,  mr@dpc.dk / Zackenberg@geogr.ku.dk (videnskabelig leder af forskningsstationen); seniorrådgiver Hans Meltofte, DMU, tlf. 4630 1939, mel@dmu.dk (biologi); forsker Mikkel Tamstorf, DMU, tlf. 4630  1932,  mpt@dmu.dk (naturgeografi), forsker Dorthe Petersen, Grønlands Forundersøgelser, tlf. +299 34 88 00, dop@asiaq.gl (klima), forsker Niels Martin Schmidt, DMU, tlf. 4630 1924, nms@dmu.dk (biologi), professor Søren Rysgaard, Grønlands Naturinstitut, tlf. +299 36 12 46,  rysgaard@natur.gl (marint).

Læs også: Materiale om effekter af klimaændringer i Grønland på DMU’s hjemmeside:

http://www.dmu.dk/Gr%C3%B8nland/Klima%C3%A6ndringer/Materiale+om+klima%C3%A6ndringer+i+Arktis/

 

Historier om klimaændringer

Storisen og nedbørsmængden på land i Østgrønland svinger modsat
Havisen i Polarishavet er allerede skrumpet 15 % over de sidste 25 år, og inden for de næste 70-100 år kan den forsvinde helt om sommeren, viser nogle af klimamodellernes beregninger. Det kan få voldsomme konsekvenser for nedbørsmængderne i Østgrønland og andre dele af Arktis, der i dag ligger ud til isdækkede havområder. I store perioder svinger isdækket udfor Østgrønland modsat med nedbøren i Zackenberg således at når der er mindre storis er der mere nedbør på fastlandet. I andre perioder er det de overordnede klimatiske forhold (North Atlantic Oscillation) der primært hænger sammen med nedbøren på land. Teorien er at isen i perioder virker som en slags ”forlængelse” af landet, så vejret inde på kysten ikke udsættes for nær så stærk en påvirkning fx fra fordampningen fra havet. Derved forekommer der ikke nær så meget sne, regn og tåge, som der ellers ville. Denne effekt forsvinder, når isen forsvinder, så der i perioder kan forventes langt mere nedbør og dermed snedække om vinteren, inklusive perioder med tø og regn selv om vinteren. Dette vil i givet fald få voldsomme konsekvenser for livet på tundraen (se nedenfor). Kontakt forsker Mikkel Tamstorf, DMU, tlf. 4630  1932, mpt@dmu.dk.

Vil tundraen øge eller mindske den globale opvarmning?
Klimamodellernes beregninger viser, at temperaturen i Arktis kan forventes at stige dobbelt så meget som for Jorden som helhed. Sker det, kan der frigives milliarder af tons kuldioxid og metan fra tundraens tørv, når permafrosten slipper sit tag i de ofte metertykke tørvelag, der strækker sig over tusinder og atter tusinder af kvadratkilometer i Sibirien og Canada. Det vil øge Jordens drivhuseffekt yderligere, det der hedder en ’positiv’ feed-back-mekanisme, og dermed bringe os ind i en ond spiral, hvis ikke tilgroningen af tundraen med træer og buske og dermed optaget af kuldioxid udligner frigivelsen fra tundraen. Hvordan den højarktiske tundra reagerer, har været undersøgt i Zackenberg i nu 11 år. Kontakt Mikkel Tamstorf, DMU, tlf. 4630  1932,  mpt@dmu.dk.

Overisninger om vinteren kan udrydde moskusokserne over store dele af Højarktis
Et af ”skrækscenarierne” med de forventede klimaændringer er, at det vil blive mere almindeligt med tøvejrsperioder i vinterhalvåret. Det vil kunne udrydde bestanden af moskusokser i store områder, sådan som det tidligere er sket ved flere lejligheder i det 20. århundrede. I Højarktis, som er det eneste område i Grønland, hvor moskusokserne forekommer naturligt (okserne i Vestgrønland er resultatet af udsætninger foretaget af mennesker), er økosystemerne afhængige af, at når det begynder at fryse i september, så fryser det uafbrudt til engang i maj. Kommer der dage med tø i denne periode, dannes der et ”ispanser” på sneen og på landskabet, så dyrene ikke kan komme ned til vegetationen, hvorfor de sulter ihjel. Kontakt professor Mads C. Forchhammer, DMU, tlf. 4630 1958,  mcf@dmu.dk.

Vadefuglene vil i første omgang have gavn af klimamildningen, hvorefter de vil blive hårdt trængt
Vadefuglene er den dominerende fuglegruppe på den arktiske tundra. Det er de fugle, som vi ser i tusindtallige flokke langs vore kyster i træktiderne forår og efterår, og som optræder i hundredtusindvis i Vadehavet. Mange af disse fugle yngler på tundraen, hvor de er stærkt afhængige af tidspunktet for snesmeltningen om foråret. Sker snesmeltningen sent, kan de ikke komme i gang med at lægge æg og deres ynglesucces bliver forringet. Klimamildningen vil i første omgang betyde tidligere snesmeltning i store dele af Arktis, hvilket er en fordel for de mange millioner vadefugle, der yngler på tundraen. Men på længere sigt vil fuglene blive fortrængt efterhånden som tundraen gror til med buske og træer. Kontakt seniorrådgiver Hans Meltofte, DMU, tlf. 4630 1939, mel@dmu.dk.

 

 



Togtben 4 Nuuk – Azorerne

Der vil blive orienteret om forskningen på Azorerne af en lokal forskningsinstitution.



Togtben 5 Azoerne - Accra

Bedre og mere miljøvenlig kontrol af Senegalgræshoppen i Sahel i Nordvestafrika

Af Jørgen Aagaard Axelsen & Eva Nølke Fisker, DMU

I Sahel-landene i det nordvestlige Afrika findes en række af verdens fattigste befolkninger. Det primære erhverv er landbrug, og med en fejlslagen høst følger underernæring og sult. I de værste tilfælde udbryder der hungersnød, som det var tilfældet i 2005. Især Senegal-græs-hoppen kan gøre stor skade på hirseafgrøderne og udgør derfor en alvorlig trussel for høsten.

Senegalgræshoppen har tre generationer om året, og vandrer med regnen fra det sydlige Sahel op til græsbæltet syd for Sahara, hvorfra massevis af græshopper vandrer sydpå ved regntidens afslutning. Skaden på hirsen opstår især, når græshoppen vandrer sydpå, da denne vandring ofte falder sammen med, at hirsen modnes. Græshoppen volder imid-ler-tid også skader på hirsen, når den 1. generation af årets græshopper klækkes. Det sker som regel samtidig med, at hirsen spirer frem i starten af regntiden. (Dette afsnit evt. ud hvis teksten er for lang)

I modsætning til vandregræshoppen, der optræder i store sværme med mange års mellemrum, optræder Senegalgræshoppen i mindre sværme, men den gør betydelig skade næsten hvert år. Meget store arealer i Sahel-landene sprøjtes derfor hvert år med kemiske bekæmpelsesmidler for at kontrollere den. Brugen af de kemiske bekæmpelsesmidler har en lang række negative effekter såsom helbredsproblemer, forgiftninger, forurening af drikkevandet og reduktion af bestandene af naturlige fjender. (Dette afsnit evt. ud hvis teksten er for lang)

Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) og Hedeselskabet Miljø og Energi har i årene 2002 – 2005 været involveret i at udvikle en bedre og mere miljøvenlig kontrol af Senegalgræshoppen for at forbedre fødevaresikkerheden i Sahel-landene . Hedeselskabet har blandt andet afklaret fuglenes rolle som naturlige fjender, mens DMU har udviklet et compu-ter-baseret system, som kan anvendes som støtte ved beslutninger om kontrolindsatsen og dermed forbedre denne. Dertil kommer udviklingen af biopesticidet Green Muscle, der er baseret på en svamp, som kun er dødelig for græshopper. Green Muscle er et vigtigt redskab som erstatning for kemiske pesticider, der ikke kun påvirker græshopperne men også mange andre dyrearter.

Forskere fra DMU og Hedeselskabet har "fodret " det nyudviklede computerbaserede system med store mængder viden om græshoppernes udvikling, deres vandringer, forekomsten af fugle og andre naturlige fjender, effekt af pesticid, effekter af Green Muscle, m.m. Disse oplysninger bruger computersystemet til at beregne, hvor og hvordan man bekæmper græshopperne bedst, samt hvordan man kan udnytte samarbejdet med de naturlige fjender bedst muligt.

I de følgende tre år (2006 – 2009) er det planen at computersystemet tages trinvist i brug i Niger og Senegal. Det sker i samarbejde mellem DMU, plantebeskyttelsesinstitutterne i de to lande og det regionale undervisnings- og forskningscenter AGRHYMET i Niger.

 

Kontaktpersoner:

Seniorforsker Jørgen Aagaard Axelsen,  jaa@dmu.dk, tlf. 8920 1438

Ph.D. studerende Eva Nølke Fisker, enf@dmu.dk, 8920 1443

Civilingeniør Jesper L. Bak, jlb@dmu.dk, 8920 1448


Naturressource forvaltning i Vestafrika

Forskere og studerende ved Geografisk Institut, Københavns Universitet, har siden 1987 været involveret i en lang række forskningsprojekter med fokus på miljø og ressourcer i Senegal i Vestafrika. Landbrug i ørkenens randzone har altid været en kæmpe udfordring, som den lokale befolkning har forstået at tage op med indsigt og fleksibilitet. Befolkningen i Sahel-området syd for Sahara lever som nomader og agerbrugere. Der er mange forskellige landbrugs-strategier i regionen, nogle satser primært på kvægproduktion, andre på dyrkning af afgrøder til eget forbrug og atter andre på dyrkning af salgsafgrøder som jordnødder og bomuld.

Et fælles træk for bøndernes strategier er fleksibilitet og tilpasning. Landbruget drives på måder, som udviser stor tilpasningsevne til den varierende og utilstrækkelige nedbør, som kendetegner de tørre tropiske egne. I de aktuelle diskussioner om hvilke fremtidige ændringer, man kan vente sig i kølvandet på mulige klimaændringer, kan der drages nytte af den indsigt, Geografisk Institut, KU, har opnået ved i en årrække at studere, hvordan lokalbefolkningen har oparbejdet robuste strategier for at klare sig i kampen mod de uforudsigelige vilkår for landbrugsproduktionen.

Fælles for hovedparten af de udførte forskningsprojekter er, at satellit-baseret jordobservation (brugen af satellitter til at overvåge jordens naturressourcer) har spillet en central rolle i den analytiske tilgang. De seneste års udvikling inden for forskning i jordobservation har betydet, at konventionelle datatyper kan erstattes af data fra satellitter, der gør det muligt at implementere et velfungerende tørke-varslingssystem. Brug af satellitbilleder er den eneste mulighed for timelig overvågning af de afrikanske naturressourcer, fordi logistik og distribuering af ressourcer i store dele af Afrika fungerer dårligt. Satellitbilleder har været anvendt til naturresource-forvaltning gennem det seneste årti for at kunne sætte forebyggende tiltag i gang på et tidligere tidspunkt end hidtil, hvilket er af afgørende betydning, når fødegrundlaget svigter. De udviklede modeller bliver brugt til analyse af effekt af klimaændringer på planteproduktion og vandressourcer, hvilket ikke mindst er interessant i områder med et sårbart miljø som i landene syd for Sahara. På længere sigt kan resultaterne bruges i forbindelse med implementeringen af Rio-konventionerne om klima og forandringer, ørkenspredning og biodiversitet.

Mere at vide: Ph.D Rasmus Fensholt, Geografisk Institut, Københavns Universitet, Tlf.: 35 32 25 26 eller rf@geogr.ku.dk


Danskere i Ghana

Det første danske fort i Ghana , den gang Gukdkysten, er Frederiksborg, som blev bygget i 1659 ved Cape Cost for siden at blive solgt til England i 1685. I 1661 påbegyndte danskerne opførelsen af Christiansborg slot ved Accra, og i løbet af de næste 100 år blev forterne Augustaborg ved Theshie, Fredensborg ved Ningo, Kongenssten ved Ada og Prinsenssten ved Keta anlagt. Disse forter fungerede som handelsstationer og var også involveret i slavehandel indtil 1802, hvor Danmark stoppede sin andel heri. Alle de danske forter blev solgt til England i 1850.

Uden om Christiansborg opstod en by, Uso, hvor mange mulatter byggede huse, fx brødrene Heinrich og Christian Richter, der omkring år 1800 opførte et fort, som var større end Christiansborg, samt et andet berømt hus, Wulffs hus, ved kirkegården uden for Christiansborg slot. I årenes løb var der det maksimale antal danskere på Guldkysten 80, mens der i perioder kun befandt sig 2-3 danskere, hvorfor mulatterne fik større indflydelse på handel og administration. Handelen omfattede bl.a. krudt (dane guns), klæde og spiritus, mens man sendte guld og siden slaver retur. Desuden foregik der i 1780erne og i 1800 indsamling af planter, som i dag findes i herbariet på Botanisk Museum og er type-eksemplarer for senere fund.
Fra slutningen af 1960´erne er de historiske forter og gamle huse blevet opmålt af danske arkitekter, og i samme periode lokaliserede og opmålte lektor ved Geografisk Institut på Københavns Universitet, Henrik Jeppesen, ruinerne af plantagebygningerne nord for Accra, samt Tamerind-alleen fra Osu til plantagerne. I 1960´erne rejste også fem ghanesiske historiske forskere den modsatte vej, til Danmark, for at studere dansk og gotisk skrift for bedre at kunne sætte sig ind i arkiverne om Ghana i Rigsarkivet. Den ghanesiske lektor Irene Odotey fra Institute of  African Studies ved Ghanas Universitet arbejder stadig med dette område, bl.a. har hun på de Dansk Vestindiske Øer fundet diverse nutidige levn, inden for fx mad, tøj, musik og dans, efter slaverne, som blev bragt dertil fra Ghana.

Siden 1964 har der løbende opholdt sig danske forskere ved Ghanas Universitet, og siden slutningen af 1980´erne har man fra Danida modtaget midler til at opbygge laboratorier, hvor man arbejder med at analysere satellitbilleder af miljø og jordbundsforhold. Mange ghanesiske PhD´ere er blevet uddannet her og leder nu forskningsindsatsen, fx er magneter til NASAs Mars-køretøjer kalibreret her.

Mere at vide: Lektor Henrik Jeppesen, Tlf.: 35 32 25 33 eller henjep@geogr.ku.dk, Henrik Breuning Madsen, Geografisk Institut, Københavns Universitet, og Carsten U. Larsen, Nationalmuseet, Tlf.: 33 47 30 00 eller carsten.u.larsen@natmus.dk Lektor Lasse Møller Jensen. Email: lmj@geogr.ku.dk Geografisk Institut, Københavns Universitet.


Kulturarven fra Ghana

I 2005 indledte Nationalmuseet i samarbejde med University of Ghana et projekt, der skal undersøge Danmarks og Ghanas fælles kulturarv og formidle kapitler fra vores fælles historie. Etnografisk indsamling skal supplere Nationalmuseets allerede eksisterende samlinger, men projektets første udstilling skal opleves i Ghana! Ghanesiske og danske arkæologer og arkitekter har i udkanten af Accra udgravet en tidligere dansk plantagebygning, Frederiksgave, og gennemført undersøgelser af bygningens og områdets historie. Frederiksgave genopbygges herefter, og i efteråret 2007 åbner bygningen for besøgende med en udstilling om plantagens slaver og danskerne på Guldkysten i første halvdel af 1800-tallet.

Mere at vide: Projektkoordinator Anne Mette Jørgensen, Etnografisk Samling, Tlf.: 3347 3226 eller anne.mette.joergensen@natmus.dk



Togtben 6 Accra – Cape Town

Søofficer Nordens Ægypten-ekspedition

I 1737 begav den danske søofficer Frederik Ludvig Norden sig ud på en ekspedition til Ægypten for kong Christian den VI med det oprindelige formål at oprette en handelsforbindelse mellem Danmark og Etiopien. Under store vanskeligheder og farer sejlede Norden og hans mandskab op ad Nilen omtrent til 2. katarakt, hvor de var tvunget til at vende om, på grund af den fjendtligtsindede befolkning.

Fra denne enestående færd medbragte Norden et rigt materiale af tegninger og beskrivelser, der blev udgivet ved kongens og Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskabs mellemkomst i 1755 og vakte opsigt i den videnskabelige verden. Norden arbejdede siden videre på sin rejsebeskrivelse fra Ægypten og modtog den hæder at blive optaget som medlem af det fornemme Royal Society, men nåede ikke selv at se sit værk afsluttet inden sin alt for tidlige død, kun 33 år gammel.

Mere at vide: Kommandørkaptajn Jens Claus Hansen, Galathea 3 Ekspeditionen, Tlf.: 35 32 41 76 eller jch@galathea3.dk

Jørgen Bæk Simonsen fra Carsten Niebuhr Instituttet orienterer om følgende: De danske institutter i Cairo, Damaskus, Rom og Athen, samt Carsten Niebuhrs rejser i den arabiske verden og Globs Udgravninger i Bahrain.

Besøg på naturhistoriske institutioner i Cape Town.



Togtben 7 Cape Town – Perth

Dansk Kina-forskning

Et udpluk af igangværende forsknings-projekter:

* Jørgen Delman, Ph.D. og direktør for NIAS: JD ser i sin forskning på interaktionen mellem parti-staten og den stadig voksende private sektor. Fokus er på innovation i bio-tech industrier og service til disse industrier. Et andet hovedforskningsområde har været bonde-organisationer og styrkelsen af det civile samfund i landområderne.

* Vibeke Børdahl, seniorforsker ved NIAS: VB har i mange år forsket i den tusindårige kinesiske historiefortælletradition og er i dag beskæftiget med et projekt om den traditionelle mundtlige kultur i Asiens moderne medieverden med Yangzhou historiefortælling som case-studie. Hun undersøger samspillet mellem mundtlige og skriftlige traditioner i den kinesiske populærkultur, og de nye elektroniske mediers betydning for denne kultur.

* Cecilia Milwertz, seniorforsker ved NIAS: CM forsker, bl.a..i samarbejde med kinesiske forskere, i NGO´ers aktiviteter i Kina med fokus på kvinders organisering. Der er tale om et mangesidigt case-study af ikke-statslig aktivisme, aktivister og organisationsformer, og af hvordan grænser brydes i forholdet til parti-staten og skaber social forandring.

* Mads Holst Jensen, forskningsstipendiat ved NIAS: MHJ arbejder i øjeblikket med Corporate Social Responsibility i Kina. CSR er efterhånden blevet et vigtigt område for firmaer med interesser i Kina. Afstanden mellem idealerne i CSR og virkeligheden i den kinesiske produktionssektor udgør en kritisk forhindring for Kinas videre integration i de globale forsyningskæder, og MHJs forskning er en systematisk undersøgelse af de afgørende faktorer i denne diskrepans.

* Donald B. Wagner, seniorforsker ved NIAS: DBWs forskningsfelt er jern og stål i Kinas historie. Han har netop afsluttet et projekt om jern og stål i Kina, en teknologisk og økonomisk historie fra tidligste tid til det 20 århundrede for Joseph Needhams storværk ”Science and Civlization in China”, der udgives i Oxford. Derudover arbejder han med spørgsmål vedrørende brugen af arkæologisk materiale i studiet af Kinas historie.

* Mette Thunø, lektor, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet: MT har særligt beskæftiget sig med migration og Kinas rolle i globaliseringen. Hvorfor opstår der mobilitet fra bestemte områder i Kina, hvilken betydning har nationalstaten i forhold til migration, og hvordan adskiller nutidige transnationale migrationsmønstre sig fra tidligere perioders? MT har fulgt indvandringen af kinesere til Danmark og forsker desuden i Kinas censurpolitik.

* Lektor Søren Clausen, Østasiatisk Afdeling, Aarhus Universitet, har som sit særlige fagområde Kinas historie. Senest har han beskæftiget sig med vurderingerne af Mao Zedong og hans rolle i den kinesiske samfundsudvikling, samt kilderne til de biografiske fremstillinger.

* Professor Stig Thøgersen, Østasiatisk Afdeling, Aarhus Universitet, har i sin forskning især beskæftiget sig med to områder, dels med et uddannelsessystem, der har sikret at langt størstedelen af kineserne kan læse, skrive og regne, hvilket er en væsentlig del af baggrunden for Kinas økonomiske succes gennem de sidste par årtier. ST har i sin forskning undersøgt, hvad uddannelse betyder for den enkelte, for familien og for lokalsamfundene.

Og dels har ST forsket i politiske modsætninger i Kinas landsbyer. Landsbyerne er et blødt punkt for Kinas Kommunistiske Parti, og ST har undersøgt, hvordan Kinas Kommunistiske Parti kontrollerer landområderne, hvordan bønderne gør modstand, og hvordan de lokale embedsmænd forsøger at styre udviklingen.

* Professor Anne Wedell-Wedellsborg, Østasiatisk Afdeling, Aarhus Universitet: AWWs  primære forskningsområde er kinesisk litteratur og kultur, særligt, men ikke kun den moderne. Hun har sidst forsket i forholdet mellem individet og gruppen, som afspejlet i den kinesiske litteratur, med fokus på hvordan ”ensomhed/alenehed” opfattes og behandles. Derudover beskæftiger hun sig med mødet mellem vestlig og kinesisk tankegang og litteratur, som set fra både Europa og Kina, senest i forbindelse med oversættelsen af Kafkas værker til kinesisk.

* Morten Laugesen, ph.d.-studerende, Østasiatisk Afdeling, Aarhus Universitet: ML forsker i politisk deltagelse i Kina i dag. Ph.d-projektet tager udgangspunkt i, hvad der ved første øjekast kan virke som et paradoks; nemlig at den autoritære kinesiske partistat har etableret en række samfundsmæssige institutioner, som giver befolkningen en lovmæssigt sikret mulighed for politisk deltagelse. I ph.d.-projektet ses nærmere på to af disse institutioner: 1) forskellige former for lokalvalg til ledende poster i de kinesiske kommuner, samt 2) et system af ’klagekontorer’ hvor befolkningen kan rette henvendelse til myndighederne og indrapportere lokale embedsmænds ulovligheder, eksempelvis tilfælde af magtmisbrug, korruption, overbeskatning, osv.

Lokalvalgene er med til at sikre mere åbenhed omkring udvælgelsen af embedsmænd på de laveste niveauer af det kinesiske statsapparat. Formålet med indførelsen har ikke været et ønske om at igangsætte en egentlig demokratiseringsproces, men bunder snarere i et håb om, at befolkningens deltagelse i udvælgelsen af lokale embedsmænd kan være med til at (gen)opbygge Kommunistpartiets politiske legitimitet. Argumentet for eksistensen af ’klagekontorerne’ er næsten identisk. ’Klagekontorerne’ giver befolkningen en forventning om, at partistaten tager hånd om deres problemer og irettesætter eller måske endda fjerner de embedsmænd fra deres poster, som forbryder sig mod samfundets love og regler.

Mens det ser ud til, at lokalvalgene mange steder faktisk har haft en positiv effekt, så er billedet markant anderledes med ’klagekontorerne’. Andelen af klagesager, som behandles, er forsvindende lille, og selvom det sker, at ’klagekontorerne’ giver klagerne medhold, så har ’klagekontorerne’, pga. den uhensigtsmæssige politiske struktur i Kina, sjældent mulighed for at iværksætte sanktioner overfor de embedsmænd, som forbryder sig mod loven. De seneste undersøgelser fra Kina viser derfor, at flere og flere er ved at miste tiltroen til systemet af ’klagekontorer’, hvilket på længere sigt kan føre til, at befolkningen mister tilliden til det nuværende regime, fordi det ikke er i stand til at løse de problemer, den enkelte kineser står overfor i hverdagen.

* Ane Bislev, ph.d-studerende, Østasiatisk Afdeling, Aarhus Universitet: AB forsker i Mikrokredit og fattigdomsbekæmpelse i Kina. Over det meste af verden anvender man i dag mikrokredit i fattigdomsbekæmpelsesprojekter. Mikrokredit går i al sin enkelhed ud på at tilbyde små lån til fattige kvinder, der så bruger lånene til investeringer, som skal forøge familiens indtjening. Det har vist sig at være en god forretning at give lånene til kvinder frem for mænd, da kvinder dels er bedre til at betale lånene tilbage, dels er mere tilbøjelige til at sætte familiens velfærd først. Kvinderne organiseres i små grupper og holder hyppige møder for på den måde at hjælpe hinanden med at sikre, at lånene bruges produktivt og betales tilbage. Samtidig kan grupperne bruges til at skabe mere sammenhold og udveksle viden for derigennem at skabe en større mængde social kapital i lokalsamfundet.

Også i Kina spiller mikrokredit en stor rolle i forsøget på at komme den resterende fattigdom i landdistrikterne til livs, men desværre med blandede resultater. I projektet studeres fire forskellige typer mikrokredit i Sydvestkina, og det undersøges, hvorfor det har været så svært at få projekterne til at fungere. Dybest set stammer mange af vanskellighederne fra de forskellige dagsordner, der bringes i spil på én gang. Er formålet med lånene at skabe højere tilbagebetalingsrater, at forbedre kvindernes status i familien, at forbedre fattige familiers levevilkår eller måske ligefrem at skabe mere sammenhængskraft i landsbyerne? For at et mikrokredit-projekt kan gennemføres med succes, skal der være en klar overensstemmelse mellem projektets mål og de midler, der er afsat til det. I mange tilfælde har projekterne i Kina slået større brød op, end de kunne bage, og mange af de problemer projekterne i dag oplever skyldes denne uoverensstemmelse mellem mål og midler.

Mere at vide: Professor Anne Wedell-Wedellsborg, Østasiatisk Afdeling, Aarhus Universitet, Tlf: 89 42 65 90 eller anne.wedell-wedellsborg@hum.au.dk

Dansk Forskning i Centralasien. Søren Haslund-Christensen og Ole Olufsen orienterer om Verner Jacobsen og Henning Haslund-Christensen.


Nationalmuseets Tranquebar Initiativ

Nationalmuseets Tranquebar Initiativ er et stort internationalt og tværfagligt projekt om den sydindiske lokalitet Tranquebar, som fra 1620-1845 var en dansk koloni, og som i dag med dets ca. 60.000 indbyggere er en del af staten Tamil Nadu. Det overordnede mål med initiativet, som omfatter ca. 30 del-projekter, er dels at bevare og formidle viden om den eksisterende fælles indisk-danske kulturarv, dels lave undersøgelser om det dansk-indiske kulturmøde før og nu, set ud fra såvel et dansk som et tamilsk perspektiv. Desuden er det ønsket at forsøge at forbinde og relatere historien til de sociale og kulturelle livsvilkår, som befolkningen i Tranquebar lever under i dag.  

En væsentlig pointe ved Tranquebar Initiativet er, at det er fælles dansk-indisk, hvorfor der står både danske og indiske forskningsinstitutioner og discipliner bag de enkelte 30 projekter, som hører under initiativet. En del af disse er klassiske forskningsprojekter, som skal undersøge forskellige aspekter vedrørende religion, mad, medicin, handel eller landbrugsressourcer i Tranquebar i dag eller tilbage i tiden. Andre projekter er mere praktisk orienterede, fx i forhold til restaurering af bygninger fra kolonitiden i form af indsamling af etnografisk materiale til brug for museumsudstillinger eller undersøgelser af den historiske udnyttelse af jorden frem til vore dage for at blive bedre i stand til at arbejde mod en bæredygtig udvikling.

Spørgsmål og socio-økonomiske problemer i forbindelse med sammenstødet mellem kulturarv og turisme, såvel som ændringer inden for landbrug og fiskeri i det moderne Tranquebar, kalder på grundige studier for at kunne forudse og undgå uønskede sideeffekter ved stigende turisme, ligesom også erfaringerne med genopbygning m.v. efter tsunamien i 2004 indgår i Tranquebar Initiativet.   

Initiativet bygger videre på mere end 30 års fornem tradition for dansk-indisk forskning inden for bl.a. kolonial økonomi, dansk handel, kolonial administration, missionsaktiviteter, shipping, arkitekturhistorie, moderne hverdagsliv, turisme m.v. Tranquebar Initiativet vil organisatorisk være forankret på Nationalmuseet med historiker ph.d. Einar Lund Jensen som projektkoordinator. Museumschef og leder af museets Forsknings- og Formidlingsafdeling, middelalderarkæolog Per Kristian Madsen er den overordnede ansvarlige, mens den faglige ledelse skal ligge i et forskningsprofessorat, som er tiltænkt antropologen, dr. phil. Esther Fihl. Blandt bidragyderne til Tranquebar Initiativet er Dampskibsselskabet NORDEN A/S, Galathea 3 og flere anonyme fonde.

I det følgende skitseres nogle udvalgte delprojekter under Tranquebar Initiativet.

Mere at vide: http://www.nationalmuseet.dk/sw22661.asp og projektkoordinator Einar Lund Jensen, Etnografisk Samling, Nationalmuseet, einar.lund.jensen@natmus.dk


* Kulturmødet i Tranquebar

Den danske koloni Tranquebar danner rammen om nordmænds og danskeres første systematiske møde med fremmede kulturer uden for Europa. Antropologen, lektor Esther Fihls forskningsprojekt har som overordnet tema det kulturmøde, som koloniaktiviteterne og ekspeditionerne uvilkårligt førte med sig i form af face-to-face kontakter og i form af de varer og genstande, der blev bragt hjem til det danske marked og til danske museer, her især Nationalmuseet. Ud fra kolonirapporter, rejseskildringer, missionsberetninger, dagbøger mv. analyseres forskellige sociale og kulturelle aspekter af kulturmødet mellem danskere og fremmede tilbage fra etableringen af dansk kolonialisme i 1600-tallet og senere danske opdagelsesekspeditioner til ukendte egne af kloden. Følgende spørgsmål behandles: Hvilke mentale billeder blev skabt af det kulturelt fremmede, og hvilken social praksis er disse billeder dels opstået inden for eller siden blevet en del af?

Den dansk-norske koloni Tranquebar på den sydindiske kyst blev etableret i 1620 som hovedkvarter for den danske ekspansion i Asien efter hollandske og engelske forbilleder. Den hidtidige historiske forskning har mest fokuseret på handelsmæssige og økonomiske forhold under dansk kolonialisme i Indien, mens dette projekt koncentrerer sig om at supplere dette billede med en undersøgelse af forholdene før og under kolonisationen set fra et tamilsk perspektiv.

Hvilke praktiske implikationer fulgte med de nordiske, koloniale aktiviteter, hvad var det for nogle socio-økonomiske og kulturelle forhold, der mødte de dansk-norske kolonisatorer, og hvilke lokale sociale og kulturelle forandringsprocesser skete i løbet af kolonitiden.

Mere at vide: http://komparativekulturstudier.ku.dk/forskning/aktuelle_projekter.doc/Indien.doc, og http://www.nationalmuseet.dk/sw22661.asp samt lektor, dr.phil. Esther Fihl, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet, efihl@hum.ku.dk,


* Efter Tsunamien

I december 2004 ramte tsunamien Tranquebar, hvor 800 mennesker blev dræbt og især fiskernes og landarbejdernes områder ødelagt. Ph.d.-studerende Frida Hastrups antropologiske feltstudier i Tranquebar har vist, at mange af de hjælpeorganisationer, der strømmede til området efter katastrofen, primært ser det som deres opgave at slette tsunamiens fysiske spor, fordi det for organisationerne er disse, der hindrer en genetablering af det normale samfund. Hos den lokale befolkning tyder det dog på, at flodbølgen også sætter sig andre spor end de fysiske og blandt andet har medført forandrede måder at håndtere sikkerhed og risiko på.

Esther Fihl forskningsprojekt hos Carlsbergfondet, hvor Frida Hastrup fra 1. maj - 31. oktober 2005 var ansat som forskningsassistent, har dannet basis for at følge tsunamiens virkninger i 2005 og har haft til formål at indsamle og bearbejde etnografisk materiale om fiskerne i Tranquebar, efter at deres livsgrundlag med et blev taget fra dem. Projektet undersøger rekonstruktion som et socialt fænomen og belyser mere overordnet, hvordan et samfund reagerer på pludselige kriser.

Siden begyndelsen af 1980erne har Esther Fihl, gennem tilbagevendende etnografiske feltarbejder, beskæftiget sig med kystfiskerne i Tranquebar. Med Frida Hastrups feltarbejde i Tranquebar i februar og marts 2005, betalt af et anonymt amerikansk fond, er dette arbejde nu suppleret med nye data om, hvordan fiskerne selv håndterer genopbygningen af deres samfund, og hvorledes de interagerer med lokale og statslige indiske myndigheder, samt internationale interessenter.

Frida Hastrup har modtaget et 3-årigt ph.d.-stipendium hos Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation og således fået mulighed for at arbejde videre med disse problematikker. De opdagelser, der knytter sig hertil, er desuden relevante i en større teoretisk sammenhæng, fordi de i bredere antropologisk forstand knytter an til spørgsmål om, hvordan mennesker genetablerer et hverdagsliv efter sociale og naturlige katastrofer.

Mere at vide:  http://komparativekulturstudier.ku.dk/forskning/aktuelle_projekter.doc/tsunami.doc. og http://www.nationalmuseet.dk/sw22661.asp samt ph.d.-studerende Frida Hastrup, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet, hastrup@hum.ku.dk


* Restaurering af historiske bygninger

En del af de bygningsværker, der blev opført gennem Tranquebars 225-årige periode som dansk handelsstation, eksisterer stadig. Jerusalem Kirken og Zion Kirken anvendes fortsat af kristne trossamfund, også andre af de gamle bygninger er stadig i anvendelse, og Fort Dansborg og Landporten står tilbage som intakte beviser på den tidligere danske tilstedeværelse. De to sidstnævnte er inden for de seneste år restaureret med deltagelse af danske private interesser og midler. Nogle bygninger har imidlertid behov for at blive restaureret, blandt disse det såkaldte Guvernørens Hus, der var bolig for den danske guvernør fra slutningen af 1700-tallet og frem til overdragelsen af Tranquebar til England i 1845.

Guvernørens Hus var o. 1800 kendt viden om for sin pragt og sine arkitektoniske kvaliteter. Efter 1845 er den blevet anvendt til mange formål, bl.a. som saltlager, men har nu i en del år stået tom og er derfor forfalden. Der har i de seneste årtier været en del ønsker om at iværksætte en restaurering af bygningen, men bl.a. manglen på penge har været en hindring. Nu har Nationalmuseets af en anonym fond modtaget de nødvendige midler, og en restaurering af Guvernørens Hus indgår derfor som en del af Nationalmuseets Tranquebar Initiativ. De indiske myndigheder er søgt om tilladelse til restaureringen, der skal ske i samarbejde med indiske samarbejdspartnere, der bl.a. skal sikre en fremtidig anvendelse og dermed vedligeholdelse af bygningen. Projektet vil være baseret på grundige forundersøgelser på grund af bygningernes komplekse arkitektoniske historie. Men en hurtig indsats er nødvendig, da bygningen bliver i en stadigt værre forfatning efter hver monsunperiode. 

Mere at vide: http://www.nationalmuseet.dk/sw22661.asp og museumsinspektør Kjeld Borch Vesth, Nationalmuseet, kjeld.borch.vesth@natmus.dk


Den marinebiologiske station i Phuket

Midtvejs mellem Burma i nord og Malaysia i syd ligger den thailandske ø Phuket i Andamanerhavet. På en 8,4 ha grund i det sydøstlige hjørne af denne ø påbegyndte danskere og thailændere i fælleskab opførelsen af en marinbiologisk station i 1969. Beslutningen var blevet truffet i 1968 i forlængelse af en fælles aktivitet i 1966, som gik under navnet 5. thai-danske expedition. I april 1971 var byggeriet så langt fremme, at stationen, der blev kaldt Phuket Marine Biological Center (PMBC), kunne tages i brug. I 1975 overtog thailænderne administrationen af PMBC, men det videnskabelige samarbejde fortsatte officielt indtil 2004, hvor den sidste aktivitet, sponsoreret af Danida, lukkede. Der er dog fortsat fælles thai-danske projekter og aktiviteter, men de financieres fra anden side. Samarbejdet har været eksemplarisk og har resulteret i et væld af internationale publikationer om stort set alle emner lige fra truede dyrearter og miljøundersøgelser til havets produktion. Det rige dyre- og planteliv er undersøgt på koralrev, i havbunden, i mangrover og havgræs-enge. Et stort plus er den omfattende reference-samling af lokal flora og fauna (mere end en kvart million individer). Bygningen blev givet som en separat gave fra Danida til PMBC i 1982. Samarbejdet er også blevet styrket gennem oprettelsen af en thai-dansk fond, der har HKH Prins Henrik og HKH Dronning Sirikit som protektorer.


Mere at vide: fil.dr. Jørgen Hylleberg, Marinøkologisk Afd.,Aarhus Universitet (der har været knyttet til centret, siden han startede som rådgiver udsendt af Danida i 1979). hylleberg@biology.au.dk


Det Danske Institut i Damaskus

Det Danske Institut i Damaskus er en selvejende institution, der officielt blev åbnet i november 2000. Instituttet har til formål at fremme det videnskabelige og det kunstneriske samarbejde mellem Danmark på den ene side og den arabiske og den islamiske verden på den anden side.

Instituttet er beliggende i en gennemrenoveret bygning i hjertet af den gamle by i Damaskus og ledes af en direktør, der ansættes af bestyrelsen for en periode af 3 år med mulighed for forlængelse i yderligere op til 3 år.

Instituttet udlejer en række værelser til danske forskere, danske kunstnere eller andre, der ønsker at opholde sig på Instituttet for at gennemføre et projekt. Personer, der ønsker ophold skal henvende sig til direktøren på mail did@scs-net.org og i den forbindelse forklare, hvorledes et eventuelt ophold kan befordre det projekt, den enkelte ønsker at arbejde med. Personer, der opholder sig på Instituttet er forpligtet til på et seminar at fremlægge deres projekter for de øvrige gæster på Instituttet. Det Danske Institut i Damaskus opslår én gang om året et antal rejse-stipendier. Stipendier opslås i oktober med ansøgningsfrist i begyndelsen af december måned og svar i begyndelsen af februar det følgende år.

Instituttet afvikler løbende arrangementer af forskellig art rettet mod den syriske offentlighed, og disse arrangementer finansieres gennem tilskud af Kulturministeriets andel af Tips- og Lottemidlerne. Instituttet i Damaskus afholder også løbende internationale, videnskabelige konferencer.

Mere at vide: Instituttets hjemmeside på adressen www.damaskus.dk har en oversigt over de konferencer, work-shops, koncerter, udstillinger og seminarer, der er blevet afholdt siden Instituttet begyndte sin virksomhed i november 2000.


Det Dansk-Ægyptiske dialoginstitut i Cairo.

I forbindelse med regeringens arabiske initiativ, der blev lanceret i 2003, og som har til formål at udbygge de danske relationer til de enkelte stater i den moderne arabiske verden, etablerede Udenrigsministeriet i 2004 et dialoginstitut i samarbejde med Ægypten. Dialog-instituttet har til opgave på alle niveauer at fremme dialogen mellem den arabiske verden på den ene side og Danmark på den anden side.

Mere at vide: Jørgen Bæk Simonsen, Carsten Niebuhr Instituttet, Københavns Universitet, Tlf.: 35328909 eller jbs@hum.ku.dk



Togtben 8 Perth - Hobart

University of Hobart ved professor i matematik John Donaldson. Besøg på deres Antarktiske institut.



Togtben 9 Hobart - Sydney



Togtben 10 Sydney – Honiara

Orientering GBIF (Global Biodiversity Information Facility) København.


Dansk Forskning i Salomon Øerne

Om øerne Rennell og Bellona i Salomonøerne findes der omfattende videnskabelige studier inden for såvel zoologi, geografi, sprog (inkl. tegnsprog), religion, samfundsforhold (som social struktur, socialisering, adoption, blodfejder) samt religion, musik, dans og sprog. En detaljeret bibliografi, der omfatter såvel danske som udenlandske forskeres publikationer, er: Rolf Kuschel, Torben Monberg og Torben Wolff (2001): Bibliography of Bellona and Rennell Islands, Solomon Islands, (henvendelse til Rolf Kuschel, Psykologisk Laboratorium, Københavns Universitet).

Øerne blev antagelig første gang sigtet af kaptajn Boyd på ostindienfareren ’Bellona’ i 1793, men tidligste besøg er først rapporteret fra 1856, da biskopperne Selwyn og Patteson gik i land. Sidstnævnte besøgte igen Bellona i 1862; derefter lod man stort set øerne i fred indtil 1897, da de officielt erklæredes britisk protektorat – uden at de lokale indbyggere i øvrigt lagde mærke til det. Da man i 1910, for at kristne ’de vilde’, landsatte tre missionærer, blev disse ret omgående dræbt (sandsynligvis på grund af deres afvigende og ’skamløse’ optræden). Begivenheden gav øerne et dårligt ry, så kontakten til dem forblev fortsat meget svag. I 1938 blev kristendommen indført på Bellona ved en omvendt Rennelleser, men budskabet blev fornyet og først dybere forstået fra 1947. Under 2. verdenskrig benyttedes området ved søen Tegano på Rennell som en slags rekreationscenter for amerikanske soldater, men først efter krigens afslutning etableredes en nogenlunde regelmæssig skibsforbindelse med Honiara, hovedstaden i Solomon Islands. I vore dage er der en flyforbindelse, som bl.a. sikrer, at de mange øboer, der er udvandret til Guadalcanal, kan besøge hjemstavnen efter behov og økonomisk evne.

Den videnskabelige undersøgelse af øerne begyndte med besøg af nogle ekspeditioner. Først var det den britiske etnograf Ian Hogbin, der i 1927 besøgte Rennell sammen med geologen G.A.V. Stanley; derefter i 1928 og 1930 Whitney-ekspeditionerne, der især indsamlede fugle stimuleret af, at der i 1906 var fundet en ny slægt/art på Rennell. I 1933 anløb Templeton Crocker ekspeditionen, på yachten Zaca, øerne. Denne ekspedition medbragte lægen S. I. Lambert (der skrev ’Amerikansk læge i Paradiset’ Aschehoug 1944, hvori der tegnes et levende billede af besøget) samt en filmfotograf, G.J. MacKay, der bl.a. optog en film, der viste religiøse ritualer, danse mm. Filmen (hvoraf der findes en kopi i Danmark) er enestående: det ville herhjemme svare til at få overleveret en film fra dansk stenalder. Ekspeditionen medbragte også en etnograf, G. Macgregor, der indsamlede et spændende materiale, omfattende bl.a. religion. Lambert tilrådede administrationen at begrænse adgangen til Bellona og Rennell for at kunne bevare dem uspoleret, og dette medførte forbud mod at besøge øerne uden regeringens tilladelse. Fra 1937 blev øerne erklæret ’closed districts’ for at undgå smitsomme sygdomme udefra. Efter 2. Verdenskrig besøgtes øerne dog regelmæssigt af administrationens britiske officerer, der bl.a. foretog geologiske rekognosceringer, indsamlede planter, opretholdt en minimal sundhedsservice, samt i øvrigt lov og orden. 

Dansk feltforskning i Salomonøerne begyndte med Galathea-ekspeditionen, hvor etnografen dr. Kaj Birket-Smith og zoologerne Torben Wolff og Harry Knudsen deltog sammen med fotografen Mogens Høyer. I 1951 aflagde de besøg på Rennell. Birket-Smith havde længe interesseret sig for Polynesien. Han vidste desuden, at Rennell og Bellona var interessante, men endnu ikke grundigt undersøgt. Da Galathea-togtet blev planlagt, foreslog han derfor et besøg, som blev vedtaget. På grundlag af besøget rapporterede han om øens kultur, særligt den materielle. (Se K.Birket-Smith, 1956: An Ethnological Sketch of Rennell Island. Det kgl. danske vid. Selsk Hist.filol. Medd, Vol 35, No 3). Arbejdsforholdene taget i betragtning var udbyttet godt: Næsten alle typer af genstande i den materielle kultur blev indsamlet og beskrevet, og dette afslørede en meget original og ’oprindelig’ form af oceanisk kultur. Sprogvanskeligheder forhindrede Birket Smith i at opnå dybere indsigt i sociale og religiøse forhold. Han opfordrede senere religionshistorikeren Torben Monberg til at undersøge religionen: På øen var viden om den før-kristne fortid endnu intakt, hvilket kunne give en enestående chance for at sætte sig ind i ritualer, ritualtekster, samt religionens store betydning for samfundets værdisystem – en viden, der ellers var forsvundet over hele Polynesien.

Zoologerne foretog nogle omfattende indsamlinger af planter og dyr, som stillede store krav til ekspertise, hvorfor der stadig arbejdes med dele af den. Med Torben Wolff som redaktør er der udkommet en serie rapporter, The Natural History of Rennell Island, som meddeler resultaterne også fra udenlandske ekspeditioner. Undersøgelser viste hurtigt, at både fauna og flora var interessant ved at omfatte mange arter, der er endemiske for øerne. Kun få grupper af dyr (som fx fugle, pattedyr, krybdyr og padder) kan anses for fuldt beskrevne; selv om mange hvirvelløse dyr er beskrevet mangler meget materiale endnu bearbejdning. Særligt interessant var det, at den store ferskvandssø på Rennell, Tegano, indeholdt fisk, der stammede fra dens fortid som lagune med saltvand i en stor atoll.

Noona Dan-ekspeditionen i 1962 havde hovedsigtet på dybhavet, men også materialet fra landjorden var så interessant, at mange videnskabsfolk søgte mulighed for igen at samle ind først og fremmest i det indopacifiske område, hvor mange øer frembød lovende muligheder for at gøre interessante fund. Rederiet J. Lauritzen stillede sin galease, Noona Dan, med besætning til rådighed for et togt, der skulle danne basis for forskning på et antal øer i Indonesien, Philippinerne, Papua-New Guinea og Salomonøerne.

Den del af togtet, der vedrørte Salomonøerne, kom til at omfatte et besøg på Bellona og Rennell.

På Bellona undersøgte Torben Monberg sammen med kultursociologen Leif Christensen en række emner, fx kulturskifte, slægtskab, social stratifikation og adoption. Samtidig fortsatte Monberg sine studier af den før-kristne religion. På Rennell arbejdede zoologen Torben Wolff med biologiske indsamlinger, som blev pænt suppleret, indtil en alvorlig hepatitis tvang ham til hospitalet i Honiara. Botanikeren Henry Dissing, specialist i sporeplanter, udførte omfattende indsamlinger, og Sofus Christiansen, geograf, indmålte spor af tidligere havniveauer, synlige i Rennells ca. 120 m høje klinter, og foretog en serie dybdemålinger i søen, Tegano. Ekkoloddet afslørede ’tungt’ vand nær søbunden og en sprækkezone, der sandsynligvis var en lækage, havvand kom ind gennem: En mulig årsag til at blandingen af fersk- og saltvandsdyr var fundet.

Torben Monberg fortsatte sit arbejde med belysning af et stort antal emner fra Bellona (derom vidner ca 25 publikationer til år 2000). Dertil kom, at der omkring ham samledes mange forskere, der ved bidrag fra deres disciplin anvendt på bellonesisk materiale belyste øen fra så mange sider, at den undertiden hævdes at være Stillehavets bedst undersøgte. Her følger et par eksempler:

* I 1964 og 65 foretog Sofus Christiansen en undersøgelse af den lokale løsning på problemet: At overleve på en isoleret ø med begrænsede ressourcer (Subsistence on Bellona Island (Mungiki) Folia Geographica Danica vol XIII, 1975).

* Fra 1969 begyndte psykologen Rolf Kuschel sin lange række af publikationer om Bellona (ca. 25 i alt indtil år 2000), som bl.a. omhandler lærings- og socialiseringsprocessen. (Animal Stories from Bellona Island (Mungiki). Nationalmuseet Kbhvn. 1975) samt analyser af konflikter og deres løsninger, fx blodhævn (Vengeance is Their Reply: Blood Feuds and Homicides on Bellona Island. Two parts, Nationalmuseet Kbhvn. 1988).

* S.H. Elbert publicerede første bind af en ordbog om Rennellesisk og Bellonesisk til Engelsk på Nationalmuseet i Kbhvn. 1975 assisteret af Monberg og i samarbejde med T. Taupongi, medforfatter på del 2, Engelsk til Rennelesisk og Bellonesisk. Nationalmuseet. Kbhvn. 1981.

* Et forsøg på at udrede Bellonas forhistorie blev gjort af arkæologen J.I. Poulsen. (J.I. Poulsen: Outlier Archaeology: Bellona. In: Archaeol. & Physical Anthropol. in Oceania, 1972).

* Jane Mink Rossen begyndte 1975-76 sine undersøgelser af bellonesisk musik. (Songs of Bellona Island (Na Taungua o Mungiki), Nationalmuseet, Khhvn. 1987).

Mere at vide: Fhv. professor, Institut for geografi, Københavns Universitet, pt. vicepræsident i Geografisk Selskab, Sofus Christiansen, sc@geogr.ku.dk



Togtben 11 Honiara - Christchurch



Togtben 12 Christchurch – Valpariso

McMurdo Station

"En af de helt store "Gate ways" til forskningen i Antarktis går via McMurdo Station, der ligger på Ross Island i den sydligste del af Ross Havet. Ross Island domineres af den aktive vulkan Mt. Erebus, og der findes et mærkeligt plante- og dyreliv, som kun eksisterer pga. de høje temperaturer i de varme kilder på vulkanens sider. McMurdo Station ejes af USA og er bemandet året rundt med ca. 300 mennesker om vinteren og op til 1200 om sommeren.

Fra McMurdo udgår et stort antal forskningsprojekter, der beskæftiger sig med alt fra marinbiologi, herunder fisks kuldetolerance og pingviners dykningsfysiologi, over undersøgelser af "sydlys" og dynamikken i ozonhullet i atmosfæren, til indsamling af meteoritter på det polare plateau.

Ca. 30 km nord for stationen ligger Cape Evans, hvor Scotts overvintringshytte blev bygget og, yderligere nordpå ligger Cape Royds, hvor Schackletons hytte ligger ved siden af en Adelie-pingvinkoloni. Begge hytter ligger som tidskapsler, bevaret som da de blev forladt for ca. 100 år siden. Årsagen til at de er så velbevarede er, at luftfugtigheden og temperaturen er ekstremt lav i Antarktis, og forrådnelsesprocesser sker derfor uendelig langsomt. Faktisk ligger der stadig mumificerede hundelig i deres lænker, hvor de blev forladt af Scotts mænd ved Cape Evans.


Mere at vide: Lektor Hans Ramløv, RUC, hr@ruc.dk


Iskerne-boringer i Antarktis

Sammen med ni europæiske lande og E.U. er Danmark med i to ESF (European Science Foundation) organiserede dybde-boringer i Antarktis, hvor det med brug af dansk udviklede boreinstrumenter og teknik er lykkedes at nå ned til en dybde på 3270 meter, 900.000 år og ned gennem ikke færre end ni istider. Formålet med boringerne er, ligesom med boringerne i den grønlandske Indlandsis, at trænge ned i historien for bl.a. at blive klogere på fremtiden. Grunden til at man har kunnet nå så meget længere ned og tilbage i tiden skyldes, at det sner meget lidt i Antarktis (i Grønland sner det 10 gange så meget), hvorfor man forholdsvis hurtigere er nået igennem de tynde årlag og dermed har kunnet komme så langt tilbage i tid.

Mere at vide: Professor Dorthe Dahl-Jensen og lektor Jørgen Peder Steffensen, Is og Klimagruppen ved Niels Bohr Instituttet. www.iskerner.dk



Togtben 13 Valpariso - Antofagsta

VALPARISO.

Orientering om dansk forsknings samarbejde med Chile (Biologi og Astronomi). Ved Laurits Holm Nielsen, rektor ved Aarhus Universitet.


Very Large Telescope

Danmark er medlem af den internationale organisation European Southern Observatory (ESO), som driver to observatorier i Chile ved La Silla og Paranal. Det sidstnævnte er placeret i Andesbjergene ca. 100 km syd for Antofagasta og huser 'Very Large Telescope' eller VLT. Fire 8,2 meter (spejldiameter) store kikkerter, som sammen med et antal 1,8 meter kikkerter udgør verdens bedste optiske facilitet. ESO deltager desuden, sammen med bl.a. USA, i opbygningen af 'Atacama Large Millimeter Array' eller ALMA, som når det er færdigt vil bestå af 50 radioteleskoper, hver med en diameter på 12 meter, placeret i 5000 meters højde i det nordlige Chile.
ESO's teleskoper benyttes af danske astronomer til observationer i en bred vifte af forskningsprojekter indenfor bl.a. kosmologi, galaksehobe, galakser og galaksekerner, Mælkevejen, stjerner og planetsystemer.

Danske astronomer er flittige brugere af kikkerterne på bjerget Paranal, Very Large Telescope og den danske kikkert på bjerget La Silla, og har i de seneste par år opnået store gennembrud i udforskningen af universet. Uffe Gråe Jørgensen, Niels Bohr Institutet, KU, har for nylig med et stort international team opdaget den første planet, som er på størrelse med Jorden. Dermed er vejen banet for at finde ud af, hvor mange Jord-lignende planeter, der findes i universet. Jens Hjorth og kolleger ved Dark Cosmology Centre, Niels Bohr Institutet, KU, studerer gamma-glimt, universets kraftigste eksplosioner. De kan ses på milliarder af lysårs afstand og dermed lære os om, hvordan universet så ud for milliarder af år siden, og hvad der skaber disse ekstreme eksplosioner. Birgitta Nordström og Johannes Andersen, Niels Bohr Institutet, KU, har observeret nogle af de allerførste stjerner, der blev dannet i Mælkevejen. Ved at måle mængden af uran i stjernerne, har de for første gang præcist bestemt alderen af disse stjerner - efter helt samme princip som kulstof 14-metoden anvendes af arkæologer. Jørgen Christensen-Dalsgaard og hans gruppe på Institute for Fysik og Astronomi, Århus Universitet, måler "stjerneskælv". Ligesom jordskælv giver mulighed for at studere Jordens indre, giver stjerneskælv indsigt i stjernernes indre opbygning.

Mere at vide: Lektor Jens Viggo Clausen, Astronomisk Observatorium, Niels Bohr Instituttet
Tlf.: 35 32 59 26/35 32 59 96 eller jvc@astro.ku.dk og astrofysiker og lektor Kristian Pedersen, Dark Cosmology Centre, Niels Bohr Institutet, KU, Tlf.: 35 32 59 32 eller kp@astro.ku.dk



Togtben 14 Antofagsta - Galapagos

Andesbjergenes udforskning. Fugle, etnografi, planter og arkæologi ved rektor Laurits Holm Nielsen (AaU) og museumsinspektør Inge Schjellerup, Nationalmuseet.

På denne rute vil Koos Bomsma, professor ved Biologisk Institut, orientere om Charles Darwin og hans rejse med skibet ”Beagle”.


Arven fra den 1. Galathea-ekspedition

På sin jordomsejling havde Corvetten Galathea bl.a. til opgave at aflægge visit hos to af tidens internationalt mest berømte danske naturhistorikere, der begge havde valgt at slå sig ned fjernt fra Danmark. Først skulle man i Calcutta besøge botanikeren Nathanael Wallich (1785-1854). Wallich var chef for sin tids største botaniske have; hans udgivelser om asiatisk tropebotanik gør ham selv i dag til den oftest citerede danske botaniker, og hans materiale på SNM-Botanisk Have & Museum er det største bidrag fra nogen enkeltperson. Pt. arbejdes der fra dansk side på en biografi om ”denne vor hæderlige Landsmand”, rettet mod både danske, engelske og indiske læsere.

I Brasilien skulle Peter Wilhelm Lund (1801- 80) besøges i sit fjerne Lagoa Santa, og her valgte man at sende en mindre ekspedition af sted på muldyrryg. P.W. Lunds forskning havde – siden han i 1832 for anden gang rejste til Brasilien og endte med at vælge at blive – været fokuseret omkring Sydamerikas uddøde mega-fauna med kæmpe-dovendyr på størrelse med afrikanske hanelefanter og sabelkatte, som reducerer nutidens løver til små huskatte. P.W. Lunds sensationelle fund af de tidligste mennesker i Amerika og hans provokerende forestilling om deres samtidighed og samspil med de uddøde kæmper skabte splid imellem europæiske forskere, men er i dag almindeligt accepterede.

P.W. Lund havde skænket sine enorme samlinger til Christian VIII, den både naturvidenskabeligt engagerede og kompetente danske konge. Den lille ekspedition skulle hjælpe med nedpakningen. I dag er dr. Lunds materiale på SNM-Zoologisk Museum og hans omfattende arkiv på Det Kongelige Bibliotek. Det har i sig selv gjort et dansk-brasiliansk samarbejde nødvendigt, men allerede i sin samtid tog dr. Lund initiativ til et sådant samarbejde.

Zoologen J.Th. Reinhardt, der som ung student blev sendt den lange vej til Lagoa Santa, vendte gang på gang tilbage dertil, og hans efterfølger, botanikerspiren Eugen Warming (1841-1924), blev på samme måde fanget under sit ophold i 1865-67. De lagde aldrig siden skjul på, at deres væsentligste uddannelse var sket på dr. Lunds ”énmandsuniversitet”. Mens stort set alle Lunds værker for længst er udgivet også på portugisisk, blev Reinhardts store undersøgelse om den brasilianske højslettes fisk først udgivet i Brasilien for få år siden, og Warmings ungdomsskrifter fra opholdet udkommer i 2006. På mange måder var Corvetten Galatheas jordomsejling med til at etablere og styrke et internationalt forskningsarbejde. 

Mere at vide: Postdoc Michael Sterll, SNM-Botanisk Have & Museum, michaels@snm.ku.dk samt Dansk Naturvidenskabs Historie vol. 2. – Aarhus. 2005.


Darwins jordomrejse med Beagle

Det er ikke kun Galathea-ekspeditionerne, som har været skelsættende for vores forståelse af livet på jorden. For ca. 170 år siden (1831-1836) var den unge Charles Darwin med som naturhistoriker på den engelske fregat Beagle, og det førte til en jordomrejse, der blev afgørende for hans evolutionsteori fra 1859. I modsætning til Galathea 3, som drager jorden rundt i østlig retning, sejlede Beagle vestpå, dvs. først mod syd gennem Atlanterhavet, rundt om Sydamerikas spids, forbi Australien og til sidst langs Sydafrika og tilbage til England.

Galathea 3 krydser Darwins rute på adskillige vigtige lokaliteter, såsom Valparaiso, Chile (juli 1834; hvorfra han deltog i to ekspeditioner til Andesbjergene og var vidne til ødelæggelser fra det store jordskælv i Valdivia), Galápagosøerne (september 1835; hvor Darwins idé om artsdannelse tog form – se citat nedenunder), Hobart, Tasmanien (februar 1836), Cape Town, Sydafrika (maj 1836) og Azorene (september 1836).

"Seeing this gradation and diversity of structure in one small, intimately related group of birds, one might really fancy that from an original paucity of birds in this archipelago, one species had been taken and modified for different ends." Charles Darwin, Journal of Researches, 2. udgave, side 380.

Mere at vide: Professor Jacobus J. Boomsma, Institut for Biologi, Københavns Universitet, Tlf.: 35 32 13 40 eller jjboomsma@bi.ku.dk samt http://www.aboutdarwin.com/voyage/voyage01.html


Truede planter på Galápagos

Der findes omkring 300.000 plantearter i verden, hvoraf kun 5 % er undersøgt nøjere, og mere end 30.000 globalt set er truet af udryddelse. På Galápagos er kun to plantearter ud af i alt ca. 600 forsvundet, men øerne er under stærkt stigende pres. Mange af Galápagosøernes plantearter er meget sårbare, og nogle er truede af udryddelse, bl.a. fordi de kun findes i begrænset antal og ofte kun på én af øerne, hvorfor indførsel og spredning af geder eller aggressive, fremmede plantearter hurtigt kan udrydde hele bestanden af en bestemt art.

På Galápagos arbejder den Ecuadorianske Nationalparktjeneste og den internationale videnskabelige station Charles Darwin Research Station for at sikre de truede plantearters overlevelse. Først og fremmest forsøger man at kontrollere eller fjerne truslerne mod dem, f.eks. ved at udrydde geder og aggressive, fremmede plantearter fra den truede arts område. Desuden sikrer man forskellige områder mod f.eks. geders græsning ved indhegning. Det holder gederne ude og betyder, at vegetationen kan regenerere og udvikle sig i fred. I de senere år er man også begyndt at samle frø fra nogle af de truede arter, hvorefter man på Charles Darwin Research Station opformerer små planter, der kan plantes ud på det oprindelige voksested for at forstærke bestanden.

Botanisk Have, Københavns Universitet, har i mange år arbejdet med truede planter fra Galápagos. På Galathea-ekspeditionen vil man, sammen med kolleger fra Nationalparktjenesten og Charles Darwin Research Station, indsamle frø til dyrkning og opbevaring i frøbanken i Botanisk Have og dermed få levende materiale af de truede arter – plantemateriale, som både kan sikre arterne mod helt at forsvinde fra jordens overflade og anvendes i aktuelle forskningsprojekter, f.eks. for at undersøge, hvordan de formerer sig, og hvordan de har udviklet sig.

Mere at vide: Direktør Ole Haman, Botanisk Have, Tlf.: 35 32 22 20


Vegetationsdynamik og naturbevarelse på Galápagos

I 1971-72 var direktør Ole Haman, Botanisk Have, ansat på Charles Darwin Research Station og har siden da arbejdet med vegetationsstudier på Galápagos, som har givet en stor mængde information om naturlige vegetationsændringer, om ændringer forårsaget af geders græs­ning, om regeneration efter bortskydning af geder, om dynamikken i forskellige vegetationstyper og om planters regeneration og overlevelse under forskellige forhold.

Der er gennemført undersøgelser af forskellige vegeta­tionstyper i mere end 30 år, og de har især fokuseret på øerne Santa Cruz, Santa Fe og Pinta. De store Opuntia-kaktus er meget karakteristiske for den tørre vegetation på Galápagos. Der er 15 forskellige arter og varieteter af Opuntia-kaktus på Galápagos, og de er alle endemiske, dvs. de findes ikke noget andet sted i verden. I stærk kontrast til de tørre landskaber nær kysten er de øvre sider af de store øer dækket af en tæt, frodig vegetation. De store øer og høje vulkaner får meget mere nedbør, især på sydsiderne, og det gir' grundlag for en tæt skov, den såkaldte Scalesia-skov. Den dominerende træart er en Scalesia, som er en endemisk slægt af kurvplanter. Man kunne kalde dem for Solsik­ketræer, for de er beslægtet med Solsikker.

Undersøgelserne har vist, at Scalesia pedunculata har et overlevelses­mønster, der er usædvanligt for skovtræer: Træerne er lys-elskende, vokser meget hurtigt og bliver 7-8 m høje i løbet af 3,5 - 5,5 år, hvor de begynder at blomstre og sætte frugt. Men konkurren­cen mellem de unge planter er stor og den naturlige dødelighed meget høj. Samtidig har det vist sig, at Scalesia pedunculata-træer har en særdeles kort levetid, de fleste dør, før de bliver 15-20 år gamle, så der er en ekstremt hurtig cyklus i skoven. Dette står i skarp kontrast til de store Opuntia-kaktus og Balsam-træer (Busera graveolens), der dominerer de tørrere dele af Galápagos, som vokser meget langsomt, har en lav naturlig dødelighed, men til gengæld bliver så gamle som 150-200 år.

Klarlæggelsen af de vigtige træers livscyklus og deres reaktion på udefrakommende faktorer har betydning for naturbevarelsen på øerne: Scalesia-arterne er nemlig meget sårbare over for længerevarende forstyrrelser, som f.eks. græsning af geder i lang tid, mens Opuntia- kaktus og Bursera-træer kan overleve en moderat gede-græsning over lang tid. Omvendt kan bestande af Scalesia-arter regenerere hurtigt, hvis forstyrrelsen er kortvarig, mens bestande af Opuntia-kaktus og Bursera-træer behøver mere tid for at regenere og komme tilbage til den oprindelige tilstand.

Det betyder, at man kan prioritere den praktiske naturbevarelse, når man ved hvilken slags påvirkning et bestemt område er udsat for. Men generelt vil vegetationstyper med Scalesia-arter blive prioriteret højt, fordi hele bestande kan forsvinde i løbet af få år, mens vegetationstyper med Opuntia-kaktus og Bursera–træer der er mere robuste, kan overleve længe og give basis for en ny regenera­tion.

Mere at vide: Direktør Ole Haman, Botanisk Have, Tlf.: 35 32 22 20



Togtben 15 Galapagos - St. Thomas

Evolutions- og biodiversitetsforskning i Panama

The Smithsonian Tropical Research Institute (STRI) i Panama er den ældste og mest prestigiøse forskningsinstitution, der beskæftiger sig med økologi og evolution af tropiske organismer. STRIs forskning har sin oprindelige basis på Barro Colorado Island, der er verdens først etablerede (1923) og i dag bedst udforskede tropiske naturreservat, men involverer også syv andre permanente forsknings-faciliteter rundt om i Panama.

STRIs top-tunede hovedkvarter i Panama City er fuldt på højde med de bedste akademiske institutioner i Nordamerika og Europa og indeholder således det mest omfattende biologiske bibliotek i Latinamerika. STRI har omkring 40 fastansatte videnskabelige medarbejdere og blev i 2005 besøgt af mere end 900 udenlandske gæsteforskere, herunder et forskerhold på syv fra Center for Social Evolution (CSE) ved Københavns Universitet, hvis aktiviteter kan studeres nøjere på nedenstående hjemmeside.

STRIs forskningsprogrammer fokuserer på biologisk mangfoldighed hos planter, dyr og mikroorganismer, samt økologiske forhold, evolutionære tilpasninger og langtidsforandringer i økosystemer på grund af skiftende klimaforhold. Fuglenes, pattedyrenes og insekternes adfærdsmæssige tilpasninger er især genstand for stor opmærksomhed, og flere forskere fra STRI undersøger, hvordan organismer vælger og tiltrækker deres mage, samt hvordan samspillet mellem arter udvikles. STRI-forskere benytter både fossilt materiale og molekylær genetik til at undersøge de evolutionære forandringer, der er sket over lang tid. Endelig er forskerne fra STRI ledende inden for bevarings-biologi i troperne og koordinerer et verdensomspændende netværk af langtidsundersøgelser i regnskovens naturlige dynamik. Flere oplysninger om STRI findes på nedenstående hjemmeside.

Mere at vide: Professor Jacobus J. Boomsma, Institut for Biologi, Københavns Universitet, Tlf.: 35 32 13 40 eller samt www.bi.ku.dk/cse/ CSEs hjemmeside: og www.stri.org



Togtben 16 St. Thomas - St. Thomas

Virgin Islands øerne
St. Croix, den største af Virgin Islands øerne, som ligger ca. 60 km syd for St. Thomas, har bevaret mange danske kulturminder, især i den smukke arkitektur i byerne Christiansted og den noget mindre Frederiksted. Fra denne ø flød engang store rigdomme fra sukkerrørs-dyrkning og fabrikation af rom. I dag laves der stadig rom her, men industri har afløst sukkerdyrkning; et stort olieraffinaderi ligger her nu. Det skæmmer dog ikke den naturskønne ø, på størrelse med Møn, hvis terræn skifter fra høje bakker til flade marker og klimamæssigt fra ørkenklima i øst til en regnskov i vest. På nordkysten ligger den skønne Salt River nationalpark, et historisk natur-klenodie hvor Columbus i 1493 mødte en fjendtlig indianerstamme; danske udgravninger fandt senere spor af deres boldplads og andre værdifulde oldsager. En venlig befolkning fra mange nationer, et roligt tempo, afslappet livsstil og begejstring for danskere, kendetegner denne herlige ø. Den lille Buck Island ø i nordøst har et fantastisk koralrev og vidunderlige strande. I midten af 1700-tallet var Charlotte Amalie den tredje største by i Danmark efter København og Husum. Et imponerende initiativ er ved at indføre alle personer - sorte og hvide såvel som slaver og frie - der i den danske tid fra 1733 til 1917 levede på St. Croix i en database, som takket være dansk grundighed vil tillade slavernes efterkommere at kunne spore deres rødder helt tilbage til Afrika. Historien lever stadig på St. Croix!

Mere at vide: Lektor Henrik Jeppesen, Geografisk Institut, Københavns Institut, Tlf.: 35 32 25 33 eller henjep@geogr.ku.dk


Slavernes historie

Rigsarkivet i København rummer en fantastisk dokumentation fra danskernes tid i de gamle tropekolonier i Caribien; St. Croix, St. Thomas og St. John. Dokumenterne indeholder oplysninger om danskernes slavehandel i Afrika og den blomstrende forretning i Caribien med udvinding af sukker på plantager, hvor de importerede afrikanske slaver blev sat til det hårdeste arbejde.

Gennem de seneste år har flere historikerne arbejdet med at belyse de tidligere danske øers demografiske forhold, deres arkitektur og kortlægning. Desuden har historikeren Niklas Thode Jensen med sit Ph.d. studium forsøgt at belyse slavernes helbred på St.Croix. Det indebærer selvfølgelig en begrænsning, at de mange kilder er skrevet af europæere. Måske har de fravalgt kompromitterende hændelser og de dårligste forhold i form af underernæring, sygdomme, vold og mishandling. Detaljer, om hvad der virkelig er foregået, og hvordan de egentlige forhold har været for slaverne, kan kun de døde selv bevidne gennem antropologiske undersøgelser af deres skeletter.

Over hele verden er der i dag stor opmærksomhed på den uret, som mange afrikanere led under 1700-tallets slavehandel. Mange lande, herunder Danmark, tjente store summer gennem slavehandel og sukkerproduktion på De Vestindiske Øer og på de sortes arbejde. I stedet for at tie om denne tid har slavernes efterkommere på de tidligere danske besiddelser nu bedt os om at fokusere på vores fælles fortid – på godt og ondt. Det sker blandt andet ved, at lade slaverne selv komme til orde gennem kommende antropologiske skeletstudier. Når resultaterne kobles til den historiske viden, kan vi komme tættere på slavernes egen historie.  

Mere at vide: Lektor Pia Bennike, Panuminstituttet, Tlf.: 35 32 79 00 eller bennike@antrolab.ku.dk

samt http://www.surtsoedt.dk


Menneskets udvikling

Selv om de ældste humane skeletfund fra Danmark kun er ca. 10.000 år gamle og altså fra en tid, hvor nutidsmennesket, Homo sapiens, havde bredt sig over store dele af kloden, så er menneskets udviklingshistorie og udvikling alligevel et interessant aspekt for mange danskere. Både geologer (palæontologer) samt palæoantropologer, som har særligt kendskab til skeletfund, arbejder med emner om menneskets udvikling (jordlag/fauna:planter og dyr/skeletter).

Flere millioner gamle fossiler findes kun fra Afrika. De tilhører en anden slægt end os, Australopithecus. Fra taljen og opefter ligner de mest en chimpanse, men nedefter er de tilpasset oprejst gang. Først fra for ca. 1,8 mio. år siden findes fund udenfor Afrika, nemlig i Asien. De tilhører vores egen slægt, Homo, men en anden art, erectus. I Europa er de første fund knap 1 mio. år gamle, og de fleste af disse tilhører en art, Heidelbergensis, med et større hjernerumfang end erectus. De findes også i Afrika. Kun i Europa og Lilleasien var der Neanderthalere, som senere menes forsvundet.

Darwin var den første, der foreslog, hvordan en gradvis udvikling af mennesket kunne være foregået. Han mente, det var sket gennem en tilfældig naturlig variation og udvælgelse på samme måde, som han kunne påvise, at udviklingen var sket for mange dyrearters udvikling. Det var disse teorier, han skrev om i sin berømte bog, ”Arternes oprindelse”, med originaltitlen, ”The Origin of the Species”, fra 1859. I bogen nævnes mennesket kun med en enkelt sætning med følgende ord ”Lys vil blive kastet over menneskets oprindelse og historie”, men alligevel var der ingen tvivl om, hvilke konsekvenser de fremsatte teorier havde for menneskets afstamningshistorie. Darwins teorier kom til at betyde en revolution inden for biologien.

På Darwins tid fandtes der stort set ikke skeletfund fra fortidsmennesker til støtte for de fremlagte teorier. Der var ganske vist gjort nogle få og spredte fund, men de var enten blevet negligeret eller forkastet. Troen på menneskets skabelseshistorie og syndfloden var endnu stærk, og ingen kunne forestille sig, at der havde levet mennesker, som var ældre end syndefaldet, dvs. mere end 4.303 år gamle. Derfor var der mange, også inden for de videnskabelige kredse, som før Darwin publicerede sine teorier, pure afviste enhver mulighed for fund af fortidsmennesker.

Det er først med det stadig stigende antal skeletfund fra tidlige fortidsmennesker, som det efterhånden var vanskeligt at ignorere, at man fik vished om og beviser for, at en gradvis udvikling af mennesket vitterlig havde fundet sted. Disse fund har dermed kunnet bekræfte Darwins teorier fra midten af 1800-tallet.

Et nyt forskningsområde indenfor molekylærbiologien har føjet et spændende kapitel til studiet af menneskets afstamning og oprindelse, bl.a. gennem DNA- og protein-analyser. I de fleste tilfælde kan de molekylærbiologiske resultater bekræfte den viden om menneskets stamtræ, som fossilerne allerede har frembragt, i andre tilfælde kan usikre punkter blive belyst fra en ny vinkel, og endelig kan helt ny viden i visse tilfælde tilføjes. Som det er gældende for de fleste videnskaber, er det et væsentligt krav, at flest mulige uafhængige resultater peger i samme retning. Det har palæoantropologiens og palæontologiens mange nye redskaber, bl.a. de molekylærbiologiske analyser og dateringsmetoder, kunnet bidrage med.

Mere at vide: Lektor Pia Bennike, Panuminstituttet, Tlf.: 35 32 79 00 eller bennike@antrolab.ku.dk

samt http://www2.natmus.dk/saer/mislink/uvmateriale/index.htm



Togtben 17 St. Thomas - USA

PR for Galathea ekspeditionens resultater.



Togtben 18 USA - København